Vikinger havde keltisk blod i årerne

OPDATERET 2. september 2010.

Et gammelt billede af vikinger, der rejste ud fra Norge og landede i det frodige Sydvestgrønland, kommer nu med stor sandsynlighed til at forandres lidt. Nye forskningsresultater fra Sydvestgrønland viser nemlig, at vikingerne langt fra kun havde nordisk blod i årerne.

Dna-analyser lavet på skeletter, fundet under udgravninger på Sydvestgrønland, afslører, at blodet var blandet med keltisk blod, sandsynligvis fra de britiske øer.

Ligesom på Færøerne og Island

Danske arkæologer er i øjeblikket i gang med det første regionale studie af de nordiske beboere i Sydvestgrønland – beboelser helt tilbage fra år 985. På en kirkegård uden for en gammel kirke fandt de en stor fællesgrav med mange skeletter.

Nogle af skeletterne er nu blevet dateret. Det viser sig at de stammer fra omkring år 1000.

»Prøverne fra skeletterne blev sendt til Danmark til dna-analyse. Forskningsresultaterne er endnu ikke publiceret, men de første resultater antyder, lidt overraskende, at menneskerne i graven er mere keltiske end nordiske,« fortæller Jette Arneborg, museumsinspektør og seniorforsker ved Nationalmuseet, og en af de danske arkæologer der har været involveret i arbejdet på Grønland.

Dna-analyserne blev udført af Linnea Melcior på Antropologisk Laboratorium ved Panuminstituttet under professor Niels Lynnerup.

»Vi har altid vidst, at nordboerne rejste meget, og vi ved også, at de tidlige beboere på Færøerne og Island havde islæt af keltiske gener, men nu har vi altså også set det i Grønland,« siger Jette Arneborg.

Tidligere undersøgelser i området

De danske arkæologer arbejder sammen med forskere fra forskernetværket NABO, North Atlantic Bioarchaeological Organization. Jette Arneborg har arbejdet med projektet siden 2005, blandt andre sammen med Christian Koch Madsen, der studerer forhistorisk arkæologi ved Københavns Universitet:

»Som et forstadie til selve udgravningerne rejste vi rundt i det udvalgte område for at kigge på ruinerne; et arbejde vi lavede mellem 2005-2007. Vi nåede at kigge på omkring 900 ruiner, derimellem gårde og kirker,« fortæller Christian Koch Madsen.

Tidligere undersøgelser og udgravninger under ledelse af den danske arkæolog C.L. Vebæk fandt sted i området i 1939 og igen imellem 1948-1951, men det er første gang, at der er lavet en regional undersøgelse, det vil sige, en undersøgelse over et større område, der involverer flere udgravninger.

»Vi har arbejdet videre på C.L. Vebæks arbejde, men vi har lavet nogle af hans fortolkninger om,« fortæller Jette Arneborg og Christian Koch Madsen.

Keltisk islæt med nordisk kultur

Selv om dna-analyser viser, at de tidlige beboere ikke kun havde nordisk blod i årerne, er der ikke nogen tvivl om, at der er tale om nordiske beboelser.

»Det er helt klart, at beboerne var nordiske, for alt hvad de gjorde, deres kultur og deres måde at ernære sig på, var nordisk,« siger Jette Arneborg.

Undersøgelser på nulevende befolkninger på Færøerne og Island viser, at det først og fremmest var kvinderne, som var keltiske, hvilket kan tyde på, at de norske vikinger drog ud fra Norge, forbi de britiske øer – hvor de har fået kvinder med sig – for siden at fortsætte videre ud i Nordatlanten til Færøerne, Island og Grønland.

»Dette kan muligvis også forklare, hvorfor kristendommen har kommet så tidligt til disse områder,« slutter Jette Arneborg.

Ud over det, har de også kigget på ben, artefakter og pollen fra beboelserne for derigennem at kunne tolke beboelsernes økonomiske situation.

»Vi er kommet frem til, at de nordiske-keltiske beboere på Sydvestgrønland gik fra at have kød fra deres husdyr som hovedernæring til at spise mere marin mad,« siger Jette Arneborg.

Ifølge Jette Arneborg er det interessant, fordi det viser, at menneskerne på Sydvestgrønland har tilpasset sig naturen de levede i, formentlig ved at skære ned på landbrugsproduktionen og i stedet spise først og fremmest sæl.

»Vores tolkning er, at disse tidlige nordiske beboere var fleksible og dynamiske, og at de gerne ville finde nye resurser og ikke havde noget imod at forflytte sig,« siger hun.