Kejserpingvinen – en af verdens største fugle og en karakteristisk indbygger på Sydpolen – er notorisk svær at studere.
Om sommeren, når det er muligt at komme frem til de ekstremt ugæstfrie områder, som fuglene lever i, er pingvinerne stort set stukket til søs for at æde sig fede.
Først når vintermørket sænker sig og temperaturerne dykker, indtager de deres faste rugepladser.
I tiden, mens hanpingvinen holder sig pænt i ro og passer på det æg, som skal udklækkes til foråret, synker temperaturer ned til minus 50 grader, og vindstyrken når 200 kilometer i timen. Altså ikke just gode forhold at arbejde i felten under.
Men nu har forskere fra British Antarctic Survey (BAS) opdaget, hvordan vi alligevel kan studere fuglene: Med satellitter! De højteknologiske øjne i rummet kan godt nok ikke se selve pingvinerne, der nede i isørknen, men de kan se noget endnu mindre – pingvinskidt.
Efter nogle måneder på den samme plads, har kolonien af pingviner efterhånden efterladt sig tilstrækkeligt med møg, til at det farver isen rødbrun. Og denne farve kan altså observeres fra rummet.
»I løbet af rugesæsonen bliver fuglene i kolonien i otte måneder. Isen bliver temmelig overskidt, og det er guanopletterne, som man kan se,« siger Peter Fretwell fra BAS i en pressemeddelelse.
Fandt 38 kolonier
Nu har forskerne studeret satellitbilleder af 90 procent af isen omkring kysten på Antarktis i en søgen efter afslørende møgpletter, og dermed altså kejserpingvinkolonier.
I løbet af deres undersøgelse fandt de hele 38 kolonier, hvoraf 10 var nye. Af de grupper, som forskerne kendte fra tidligere, var seks flyttet til et nyt område, mens seks var forsvundet.
Alle de forsvundne kolonier havde holdt til nord for 70 grader syd, altså relativt langt væk fra polen. Dette kan antyde, at kejserpingvinerne er truet af klimaforandringer, mener forskerne.
Optælling er det næste
\ Fakta
PINGVINFAKTA
Kejserpingvinen er én af de største fuglene i verden. Den ruger længere mod syd end nogen anden pingvinart.
Forskerne antager, at der findes mellem 200.000 og 400.000 par.
I maj måned lægger hunnen et eneste æg, som hun overlader til hannen, før hun stikker til havs for at finde mad.
Hannen placerer ægget oven på fødderne og dækker det godt med en hudfold. På denne måde holder han ægget op til 70 grader varmere end temperaturen i omgivelserne.
Faderen passer på ægget i ni uger. I løbet af denne periode spiser han ingenting, men pingvinen fordobler fjerdragten, og energien fra fedtreserverne rækker både for hannen og ægget, indtil ægget klækkes i august, akkurat som moderen vender tilbage fra havet.
Så er det hannernes tur til at hoppe i vandet for at finde mad. Pingvinerne kan stavre over 100 kilometer han over isen for at komme frem til føde.
For nylig blev publiceret en undersøgelse af over 40 år med populationsdata fra én koloni ved 66,6 grader syd.
Efter at have brugt matematiske modeller, konkluderede forskerne bag undersøgelsen, at der var stor risiko for, at 95 procent af pingvinerne skulle forsvinde på grund af klimaforandringer.
De mente, at isen ikke blot er vigtig som ruge- og leveområde, men også som hjemsted for krill, som æder alger på undersiden af isen. Krillen er igen et vigtig næringsgrundlag for fisk, sæler, hvaler og pingviner.
Men undersøgelsen indeholdt kun data for én eneste koloni.
Nu er det imidlertid muligt at bruge den nye satellitteknik til at se, om konklusionerne holder stik for flere kolonier.
»Dette er en rigtig spændende udvikling. Nu ved vi nøjagtigt, hvor pingvinerne er,« siger Phil Trathan fra BAS.
Det næste skridt er at bruge satellitbilleder med høj opløsning til at optælle pingvinerne i hver koloni, så vi kan få et langt bedre billede af, hvor mange fugle der faktisk findes dernede ved Sydpolen.
Det er nemlig nødvendigt, hvis vi skal kunne følge med i hvad der sker med pingvinerne, efterhånden som tiden går, mener forskerne.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov