COVID-19 har sat sine markante spor i religionernes verden.
I Danmark har menigheder fulgt regeringens opfordringer til ikke at forsamles. Folkekirken aflyser gudstjenester og udsætter konfirmationer, og moskeer aflyser fredagsbøn.
Nogle præster bruger andre medier med online streaming, og den svenske kirke opfordrer til at folde hænder i bøn, efterfulgt af håndvask. Peterskirken i Rom står tom, og det samme gør den store moske i Mekka, og buddhister verden over har lukket templer og centre med opfordring til selvrefleksion, anti-corona meditation og ‘mindful håndvask’.
Men selvom religioner faktisk har mange katastrofeforberedende elementer i sig, sætter coronapandemien også dens institutioner under pres på forskellige måder.
Og det er ikke alle troende, der følger videnskabens og sundhedsmyndighedernes råd og regler.
‘Guds kærlighed holder den troende rask’
For nogle er religion vigtigere end statslige tiltag til at hæmme sundhedsrisici. Den græske ortodokse kirke udstedte en officiel melding om, at virussen ikke transmitteres via kommunionen (det hellige måltid med vin og brød).
Amerikanske højrefløjskirker har beroliget menigheder med, at Gud skal nok holde hånden over os alle sammen. Nogle ignorerer forbud og insisterer på at lade Jesus’ kærlighed strømme ud gennem kroppene i varme omfavnelser.
Muslimske lærde finder korancitater til at ‘overrule’ forsamlingsforbud og henviser til, at også profeten gik i moske under katastrofer. I Bangladesh mødes titusinder til bøn, og i Pakistan har hundredtusinder af pilgrimme ignoreret pandemiens værk.
I Irans helligste by Qom, med 20 millioner årligt besøgende, har virussen spredt sig med foruroligende styrke. Præster er kommet i karantæne, og nogle er flygtet. Men Allah holder hånden over de troende, mener flere besøgende.
YouTube-videoer af dedikerede pilgrimme, der slikker på døre og porte til hellige steder er gået viralt.
Smittende virus og et religiøst regime resistent for åben information og rationel politik har vist sig at være en dødelig cocktail.
Religionen har altid været klar på katastrofen
Alt dette tyder på, at religionerne er under pres. Men religion er samtidig et katastrofeberedt fænomen. Religion har altid været beredt på, måske ligefrem baseret på, livsudfordringer.
Døden, ondskab og naturkatastrofer er blevet mødt med mening, forbud og renselser, selv om sidstnævnte mere har symbolsk end hygiejnisk værdi. Religion giver kulturel samlingskraft og understøtter gruppedannelse.
Faktisk, mener en forsker som Richard Dawkins, er religion selv en virus, der som et kulturelt gen (eller ‘mem’) breder sig og ‘smitter’ andre. Og i et evolutionært perspektiv er religionens gruppedynamik helt afgørende for overlevelse.
Sammenhold og gruppedannelse er religionernes værdi – men i disse tider også deres udfordringer. Vi skal være sammen, men hver for sig, og afstand er blevet et buzzword.
Den sydkoreanske menighed Shincheonji blev (med rette) kritiseret for at kanalisere virussen. Gudstjenester samler tusinder af dedikerede medlemmer, og sygdom er ingen undskyldning for at blive væk. En stor del af landets smittede har vist sig at være medlemmer af gruppen.
Hvor kommer katastrofen fra?
Men hvor kommer virussen og andre katastrofer fra? Det har religionerne arsenaler af forskellige forklaringer på.
I et evolutionært perspektiv giver det mening, at vi tilskriver ulykker menneskelig eller guddommelig kraft, for så kan man handle derpå og optræne sine instinkter. Det giver sammenhold at have fortællinger, man som gruppe kan samle sig om i ulykkelige tider.
Men der er også historiske og kulturelle forskelle. I klassiSk religion var verden befolket med guder og andre overnaturlige kræfter. Dem kunne man forhandle med via bønner, ofre og ulykkesafværgende amuletter og ritualer.
Det ondes problem (teodicé) var noget, man dybest set skulle overlade til guderne. Naturkatastrofer forekommer i religiøse myter som udtryk for gudernes straf.
Gammeltestamentlige Jahve blev sur, når israliterne ikke lystrede, og han fremkaldte alverdens lidelser til sit udvalgte folk. Nordiske ragnarok beskriver naturens sammenbrud, og Johannes Åbenbaring beretter om den kommende dommedag, der vil skille fårene fra bukkene.
Verdensreligionerne (buddhisme, kristendom og islam) inddrager mennesket som medaktør på et andet niveau. Etik og moral bliver parametre for korrekt religiøs opførsel.
Sygdommen som straf
Eksempelvis blev den europæiske pest i det 14. århundrede set som Guds straf over moralsk løsslupne mennesker.
Gudernes straf var da også konklusionen for mange amerikanske kristne, da aids stod for døren i 1980’erne.
Det samme tilskriver mange den nuværende corona-epidemi. En ultraortodoks jødisk prædikant mener således, at det er Guds straf for frivole gay pride-parader.
Da tsunamien i 2011 ramte Japan, tilskrev flere det shinto-gudernes straf for menneskers selvfedme, mens nogle buddhister forklarede samme katastrofe med ophobet negativ karma.
Tokyos borgmester henviste til himlens straf og naturkræfternes respons på japanernes egoisme.
Da en tsunami i 2010 ramte Samoa var der, som en norsk antropolog har vist, to hovedfortællinger.
Dels de traditionelle kirkers version med Guds straf til menneskene for ikke at overholde helligdagen på strandhotellerne. Og dels de nye kristne gruppers version, der så katastrofen som tegn på Kristus’ genkomst.
At finde en syndebuk
Den gruppeforsamlende strategi med at tilskrive ulykker udefrakommende kræfter blev undersøgt af filosoffen René Girard, der udviklede teorien om syndebukmotivet.
Det giver ifølge Girard mening at overføre et folks bekymringer på guderne, som man efterfølgende kan forhandle med. At afværge ondskab ved at dæmonisere den som Satans værk lægger op til at spille på den rigtige hest i det kosmiske drama.
Den strategi synes også at virke på et menneskeligt plan. Trump insisterer stadig på at kalde COVID-19 for ‘den kinesiske virus’, og en tunesisk præst udlægger den for at være Allahs straf mod kineserne for, hvad de har gjort mod landets muslimske minoriteter.
En evangelikansk prædikant har proklameret, muligvis inspireret af Trump, at virussen er et satanisk plot for at snige socialismen ind i landet.
Og i Indien har en hindunationalistisk guru proklameret, at den er en avatar, en guddom, der har taget bolig i virussen for at straffe kødspisere.
Religiøs coping
Religioner har forklaringsmodeller, der kan virke som coping-strategier for de religiøse.
Nogle forskere mener endda, at der er en forbindelse mellem religiøsitet og håndtering af kriser og traumer.
Flere undersøgelser peger på, at religiøse synes at komme bedre igennem sådanne med ‘positiv religiøs coping’. Nogle mener endog, at tro i sig selv kan være helbredende, eller i hvert fald kan være et godt redskab til at komme gennem lidelser.
Andre peger på, at katastrofer kan udløse mere religiøsitet, og at personer udsat for lidelser er mere religiøse end andre. Således skulle antallet af religiøse amerikanere efter 9/11 være markant steget, i hvert fald kortvarigt.
Undersøgelser viser også, at det religiøse USA faktisk er katastrofeberedte. 4 ud af 10 amerikanere troede i 2010 på, at Jesus ville komme inden år 2050. COVID-19 er for nogle et tegn på snarlig dommedag.
En prædikant har dog beroliget med, at den vil forsvinde, da han i Jesu navn har ulovliggjort den.
Guds beskyttelse skaber ligegyldighed over for problemet
Religion som positiv coping-mekanisme har dog også mødt kritik.
Ofte har forskningen været fokuseret på vestlig empiri baseret på kristne eller gammeldags religionsforståelser eller ligefrem med religiøse undertoner. Andre undersøgelser viser, at religiøsitet ingen effekt har overhovedet eller ligefrem kan have negative konsekvenser.
Lav risikoforventning kan for eksempel føre til fatalisme, eller ‘skæbnetro’. Det ses også i USA, hvor kristne på højrefløjen ikke er så foruroligede over virusspredning, for både Trump og Gud sikrer beskyttelse og tryghed.
Jo mere religiøs, des mindre frygt for ulykker og epidemier synes der dér at være, for frygt kan også være et tegn på manglende tro.
Hvor var Gud, da pesten hærgede?
Katastrofer har da omvendt også udløst religionskritik og mindre religion.
Da pesten buldrede i det 14. århundredes Europa, var bøn og bod naturlige responser på Guds vrede, men efterhånden opstod også kritiske spørgsmål. For hvor var Gud?
Nogle mener, at kritik af kirkens magt og magtesløshed var med til at bære brænde til bålet til den senere reformation, ligesom det store jordskælv i Lissabon i 1755 var med til at forstærke oplysningstænkeres religionskritik og på længere sigt modernitetens ‘affortryllelse’ af verden.
Tsunamierne i Sydøstasien og Japan fik da også folk til at stille kritiske spørgsmål til religionernes relevans.
I et moderne, oplyst samfund vil man i dag typisk ty til videnskabeligt funderede, naturalistiske forklaringer. Naturkatastrofer og klimaforandringer med ekstreme vejrforhold er ikke gudernes straf, men naturlige reaktioner på ubalancer skabt (også) af mennesker.
Vi ved også, at det er de økonomisk og politisk dårligst stillede, der lider mest, og at katastrofer sjældent er demokratiske.
\ Læs mere
Religioner har katastroferitualer
Ritualer er en typisk måde at agere på i krisesituationer. Præster og shamaner kan sørge for at afværge eller beskytte imod udefra kommende farer, og på vegne af folket kan de forhandle med guderne eller tyde profetier. Som menneske kan man bede, ofre, bøde for sin synd eller ændre livsstil.
I Indien har hinduer forsamlet sig for at tilbede virus-avataren og fordrive smitten ved kollektivt at bøde for synden, at nogle har spist kød. Guruen opfordrede til at drikke ko-urin og spise kokager.
Logikken er den meget udbredte magiske forestilling, at man ved rituelt at indtage en del (urin) af helheden (hellig ko) indoptager sidstnævntes hellige kraft.
Japansk religion er på mange måder katastrofeberedt med amuletter, ritualer og religiøse fortællinger, og på shintohelligdomme kan man nu købe ønskeplader til beskyttelse mod COVID-19.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Godt salg i dommedagsprofetier
Men religionerne vil også ty til deres organisatoriske relevans, ligesom ved tsunamien i 2011. Her hjalp de mange forskellige religioner med nødhjælp og beredskab, endda i sådan en grad at de stadig nyder godt af et positivt image.
Religioner har nemlig de økonomiske og tillidsbaserede ressourcer, der kan være værdifulde i kriser. Da kristne i det andet århundrede hjalp til ved en epidemi i Rom, var det måske endda med til at udbrede religionen.
Ved ebola-epidemien i Vestafrika var religionernes hjælpearbejde vigtigt, både med krise- og nødhjælp, undervisning og almen logistik.
At benytte sig strategisk af katastrofer til egen vinding hører dog også med til religionernes verden. Dommedagsprofetier er salgbare fortællinger, og naturkatastrofer er oplagte at udnytte til mission.
Efter tsunamien i Sri Lanka var amerikanske missionærer klar med nødhjælpspakker, bibler og konversionsfortællinger. Der vil givetvis være et marked for både dommedagsfortællinger og mission som reaktion på COVID-19-epidemien.
Corona rammer i religionernes hjerte
Allerede nu ser COVID-19 ud til at være en katastrofe af så stor kaliber, at den vil have effekt i meget lang tid. Økonomisk, politisk og socialt vil den lægge op til hovedbrud og nytænkning, og også i religionernes verden vil den få konsekvenser.
Nogle vil helt legitimt kunne koble den til klimaforandringerne og vores måde at forstå og leve livet på i lyset heraf. At alt hænger sammen har vi nu fået alt for konkrete beviser for, og såvel globaliseringskritiske røster som holistiske animister vil have argumenter for at gentænke livsværdier.
Virussen rammer lige ind i religionernes hjerte. For religioner handler om fællesskaber og gruppedynamikker, og hvordan skal man i længden kunne mødes til ritualer helt alene?
Religionerne vil givetvis opfinde nye katastrofeberedskabsmodeller til nye krisetider. Pilgrimsfærd skal gentænkes, ligesom også helligstedernes økonomi og relevans.
For religionsvidenskaben ligger der nye udfordringer indenfor et allerede undersøgt, men langtfra udtømt forskningsfelt.
Hvordan forstår mennesker kriser, katastrofer og epidemier med eller uden brug af religion? Hvordan agerer og coper man, og hvordan responderer religionerne? Hvilke værdier vil ses i lyset af COVID-19, og hvilke forskelle er der mellem religioner og grader af religiøsitet?
Forhåbentlig vil fremtidens religionsforskning gøre os klogere på disse spørgsmål og mange andre.
Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com.
\ Kilder
- Jørn Borups profil (AU)
- ‘The role of religion in local perceptions of disasters: the case of post-tsunami religious and social change in Samoa’. Environmental Hazards (2019). DOI: 10.1080/17477891.2018.1546664
- ‘Religious coping’. Longitudinal Aging Study Amsterdam (opdateret 2019).
- ‘Post September 11 Attitudes’. Pew Research Center (2001).
- ‘Jesus Christ’s Return to Earth’. Pew Research Center (2010).
- ‘Religious and Spiritual Responses to 9/11: Evidence from the Add Health Study’. Sociological Spectrum (2011). DOI: 10.1080/02732170802206047
- ‘Religion and Ebola: learning from experience’. The Lancet (2015). DOI: 10.1016/S0140-6736(15)61082-0