I et nyt studie har forskere fra den amerikanske nonprofit institution MDI Biological Laboratory formået at øge levealderen for rundorme (Caenorhabditis elegans) ved at bruge en metode, der kaldes dobbelt genmutation.
Det lykkedes forskerne at ændre generne i signalsystemerne, som cellerne i kroppen bruger til at kommunikere med hinanden.
Resultaterne viste, at genforandringen i det ene gen øgede rundormenes levetid med 100 procent, og ændringen i andre gener øgede levealderen med 30 procent.
Det skriver forskning.no, Videnskab.dk’s norske søsterside.
Når forskerne kombinerede de to genetiske forandringer, fik rundormen en forlænget levealder på 500 procent.
Det svarer til, at et menneskeliv bliver forlænget med 400-500 år.
Hilde Loge Nilsen, professor i molekylærbiologi ved Oslo Universitet, fortæller, at forskerne fra studiet har solide resultater, som viser, at rundormen, bananfluer (Drosophila) og mus får forlænget deres levetid ved brug af genmanipulation og små molekyler.
Synergieffekt
»Effekten af det synergisammenspil er ikke, at 1 plus 1 bliver til 2 , men snarere at 1 plus 1 bliver til 5. Vores fund demonstrerer, at ingenting i naturen eksisterer i et vakuum. For at skabe den mest effektive anti-aldringsbehandling må forskerne se på flere af reaktionsvejene, i stedet for at kigge på individuelle signalbaner,« siger Jarod Rollins, som er en af hovedforfatterne bag det nye studie, i en pressemeddelelse.
Et sådan sammenspil mellem celler kan også være en af grundene, til at forskere ikke har formået at finde et unikt gen, som er ansvarlig for, at nogle mennesker lever længere og uden nogle alvorlige alderdomssygdomme, skriver forskerne i pressemeddelelsen.
Handler ikke kun om livslængde
Rundormen er særligt populær blandt molekylærbiologer, som studerer alderdom.
Ormen har nemlig mange af de samme gener som mennesker, og ormens korte levetid på 3-4 uger giver forskerne mulighed for at se på effekten af genmanipulering i løbet af meget kort tid.
Begge gener, som blev undersøgt i det nye studie, findes også i mennesker.
\ Læs mere
Det var undersøgelser tidligt i 90’erne, som viste, at mutationer i generne kan forandre livslængden hos Rundormen (Caenorhabditis elegans).I et forskningsstudie fra 2008 formåede forskerne at forlænge livet hos rundormen fra 20 til 200 dage.
Hilde Loge Nilsen forsker i alderdom, og hun formåede i et studie fra november 2013 at øge levealderen for en rundorm fra cirka til 20 dage til lidt over 80 dage.
»Det var en ganske imponerende forlængelse af livslængden, men dyrene blev meget sårbare. Livslængde går ikke altid parallelt med livskvalitet. Der er ikke meget mening i at øge antallet af leveår, hvis de efterfølgende år er fyldt med sygdom og dårlig livskvalitet,« forklarer Nilsen.
Hun fortæller ligeledes, at forskerne ikke ved, hvordan disse mutanter klarer sig i komplekse miljøer, og om de vil kunne overleve normale stress-situationer – som vinter, eller en sommer med meget sol og virusinfektion.
Øget livskvalitet hos mus
I et studie fra i fjor, udført ved det spanske nationale kræftcenter i Madrid, skabte forskere nogle mus med ekstremt lange telomer (En DNA-streng, der sidder på hver ende af et kromosom).
Og for hver celledeling bliver telomererne lidt kortere.
Forskerne fandt frem til, at mus, som havde sådanne celler med længere telomer, fik færre DNA-skader, når de blev ældre.
Derudover var de sundere, havde færre tilfælde af kræft og levede længere.
Forskerne konkluderede således, at længere telomerer end normalt kan give arter flere fordele.
»Livslængde er reguleret af mange forskellige biokemiske reaktionsveje og samtidig påvirket af gener. Hvordan disse reguleres gennem et livsforløb og i sammenspil med andre og forskellige miljøfaktorer, er, efter min mening, det store ukendt spørgsmål, som vi må løse, før vi overfører dette til mennesker,« fortæller Hilde Loge Nilsen.
@Forskning.no. Oversat af Niklas Asp Nielsen.
\ Læs mere
\ Læs mere
\ Kilder
- Translational Regulation of Non-autonomous Mitochondrial Stress Response Promotes Longevity, Cell Reports (volume 24 Issue 4.); Lan, J., Rollins A, J., Zang, X., Wu, D., Zou, L., Wang, Z., Ye, C., Wu, Z., Kapahi, P., Roger, N, A. & Chen, D. (2019)
- DNA damage leads to progressive replicative decline but extends the life span of long-lived mutant animals, Cell Death Differ (20, 1709–1718.), doi:10.1038/cdd.2013.126; Lans, H., Lindvall, J, M., Thijssen, K., Karambelas, A, E., Cupac, D., Fengsa, Ø.,
- Mice with hyper-long telomeres show less metabolic aging and longer lifespans. Nat Commun (10, 4723.), Muñoz-Lorente, M, A., Cano-Martin, A, C. & Blasco, M, A. (2019)
