Mystiske radiobølger kan stamme fra rumvæsners rumskibe
Kilde: 
10 marts 2017

Jagten på liv i rummet har fået os til at tolke på både radiostøj og lysglimt, indtil videre dog uden held.

Men nu har forskerne fundet nye spor. Det skriver Phys.org.

Det mystiske fænomen kaldet Fast Radio Bursts (FRB) er energirige udbrud af radiobølger, der varer i få millisekunder, og som er opdaget i verdensrummet uden for Mælkevejen.

Ingen ved, hvor bølgerne kommer fra, men to forskere fra Harvard University i USA har en vild teori. Radiobølgerne kan nemlig måske være tegn på avanceret teknologi, benyttet af rumvæsener.

»FRB lyser utroligt stærkt i forhold til deres korte levetid og deres meget fjerne oprindelse, og vi har endnu ikke fundet en mulig naturlig kilde til dem. En kunstig oprindelse er værd at overveje og undersøge,« siger Avi Loeb, der er professor i fysik ved Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics i USA, til phys.org.

LÆS OGSÅ: Forskere: Vi bør lede efter de rumvæsener, der leder efter os

Bølgerne blev først opdaget i 2007, og kun omkring 20 er blevet målt af store teleskoper i Australien og Puerto Rico. De menes at stamme fra fjerne galakser, der befinder sig flere milliarder af lysår væk.

Loeb og hans medforfatter, Manasvi Lingham, fra Harvard University, undersøgte i et nyt studie, hvad det ville kræve at bygge en radiotransmitter, der var stærk nok til at kunne måles over så lange distancer.

Det viste sig, at hvis transmitteren kørte på solenergi, ville det kræve et solpanel med et overfladeareal dobbelt så stort som Jordens, før det ville kunne skabe energi nok.

Det er ganske enkelt uopnåeligt med vores teknologi, men det er ikke uden for fysikkens love, skriver forskerne i studiet.

LÆS OGSÅ: Mystiske signaler fra gådefuld stjerne starter rumvæsen-rygter

De undersøgte også, om en sådan transmitter overhovedet ville være mulig, eller om den store mængde energi ville få den til at smelte hele konstruktionen. Her viste det sig igen, at en vandkølet enhed dobbelt så stor som Jorden, ville kunne klare varmen.

Men hvorfor overhovedet bygge sådan en kæmpekonstruktion i første omgang?

Forskerne vurderer, at den mest plausible brug af så store energimængder er at drive intergalaktiske rumskibe med såkaldte lyssejl.

Mængden af energi ville være nok til at skubbe en million tons – eller 20 gange de største krydstogtsskibe på Jorden.

»Det er stort nok til at bære levende passagerer gennem interstellare, eller endda intergalaktiske, afstande,« siger Lingam til phys.org.

LÆS OGSÅ: Evolutionsbiolog: Intelligente rumvæsner må eksistere

For at drive et lyssejl skal transmitteren fokusere energien i en stråle på den. Men vi på Jorden vil kun se et hurtigt glimt, fordi sejlet og dens værtsplanet, stjerne og galakse alle bevæger sig relativt i forhold til os.

Derfor vil strålen feje hen over himlen og kun pege i vores retning i et øjeblik.

Loeb indrømmer, at hans teori er spekulativ, men spørger man ham, om han virkelig tror, at lysglimtene stammer fra rumvæsener, svarer han:

»Videnskab handler ikke om at tro, det handler om beviser. At beslutte for tidligt, hvad der er sandsynligt, begrænser mulighederne. Det er værd at sætte idéer ud og lade dataen være dommer.«

Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Astrophysical Journal Letters.

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.