KORT NYT FRA DANMARK:
Forskere i Danmark valgte helt op til tiden før Danmarks besættelse i 1940 at samarbejde med deres kolleger i Hitlers Nazi-Tyskland. Det fremgår af den nye bog ‘Nazismen, universiteterne og videnskaben i Danmark’, der netop er udkommet, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelese.
»Der var nogle, der sagde fra med det samme og afbrød forbindelserne – især venstreorienterede forskere, som var regulære antinazister – men rigtig mange fortsatte deres samarbejde med tyske kolleger som hidtil,« fortæller lektor emeritus Karl Christian Lammers, der har været med til at redigere bogen, i pressemeddelelsen.
Den nye bog belyser, at flertallet af de danske forskere blot ønskede at fortsætte deres videnskabelige arbejde, og at de ikke var interesserede i at forholde sig til nazisternes indflydelse på forskningen.
»Man skal forstå, at Tyskland i 1930’erne i videnskabelige kredse havde samme status, som USA havde i 1950’erne; det var stedet, hvor alt det nye og spændende forskning blev bedrevet, og hvis man var ambitiøs forsker, forsøgte man at knytte forbindelser til tyske kolleger,« fortæller Karl Christian Lammers.
Efter krigen hævdede ledelsen på Københavns Universitet, at den havde ydet ‘passiv modstand’ ved blandt andet at forhale ansøgninger om formelt samarbejde mellem tyske universiteter og Københavns Universitet. Det er dog kun den halve sandhed, mener historikerne.
»Universitetsledelsen holdt temmelig lav profil over for både nazister og besættelsesmagt. Den blandede sig kun, når studenterblade gik for vidt i deres kritik af nazismen, eller når nazistiske undervisere forsøgte at agitere på universitetet. Den var med andre ord en del af den almindelige samarbejdspolitik, hvor det drejede sig om at holde ro og orden,« fortæller lektor emeritus på Københavns Universitet, Palle Roslyng-Jensen.
Et meget lille mindretal af de danske forskere tilsluttede sig aktivt nazismen i 1930’erne og 40’erne. Københavns Universitet fyrede eller gav allerede i 1945 de få professorer entydige advarsler, der åbenlyst havde handlet på vegne af nazisterne.
Læs også:
Sådan gør nazister unge til ekstremister
Nazisterne trodsede racelov og massevoldtog jødiske kvinder
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on