Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt. Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt. Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed. Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

7.000 år gammel massegrav afslører grumme torturmetoder

Annonce:

KORT NYT FRA UDLANDET:

En massegrav i Tyskland med mennesker, som er blevet tortureret og lemlæstet med en ekstrem voldsomhed, er blevet analyseret og dateret. De gamle knogler har vist sig at stamme fra en gruppe tidlige agerbrugere, som levede for omkring 7.000 år siden. Det skriver theguardian.com.

Gruppen har været del af den såkaldte LBK-kultur, som er kendetegnet ved et meget ensartet landbrug, flerfamiliers langhuse og ikke mindst en stribet dekoration af krukker. Det mest slående ved LBK-kulturen er imidlertid, at den – fra den opstår for 7.500 år siden – breder sig over det meste af Centraleuropa på kun 500 år.

Knoglerne fra gruppen blev fundet i en udgravning i Schöneck-Kilianstädten, som ligger omkring 20 kilometer nordøst fra Frankfurt, og viser en hidtil uset brutal adfærd inden for LBK-kulturen.

26 børn og voksne i massegraven er dræbt ved voldsomme hovedslag, som med al sandsynlighed er udført med almindelige stenaldervåben. Ud over nærkampsredskaberne ser det også til, at angriberne har brugt buer og pile til at lave et bagholdsangreb. Over halvdelen af individerne i massegraven har fået brækket deres ben som del af tortur eller som posthum lemlæstelse. Det er især de smadrede skinnebensknogler, som repræsenterer formentlig en type voldelig adfærd, som ikke tidligere er set i LBK-kulturen.

»På den ene side er man nysgerrig efter at finde ud af mere om, hvad der er sket, men på den anden side bliver man chokeret over at se, hvad mennesker kan gøre mod hinanden,« siger hovedforfatteren til det nye studie Christian Meyer, som er arkæolog ved University of Mainz, ifølge theguardian.com.

Normalt blev LBK-folket begravet på en gravplads, hvor liget forsigtigt blev placeret i deres egen grav med gravgods som keramik og andre personlige ejendele. Derfor er det en voldsom kontrast til massegraven, hvor knoglerne ligger fuldstændig hulter til bulter, som om ligene på det nærmeste er blevet kylet ned i hullet.

Annonce:

Fordi der ikke umiddelbart er rester fra unge kvinder i massegraven, gætter forskerne på, at angriberne har taget kvinderne til fange efter at have dræbt deres familier. Forskerne ved ikke, hvorfor gruppen har gjort sig fortjent til så grum en behandling, men det er muligt, at der udbrød slåskampe på grund af begrænsede landbrugsressourcer, skriver forskerne i den nye artikel, som er publiceret i det velansete tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

Dette stykke af et barns kranie viser klassiske tegn på skader fra et stumpt objekt, såsom et typisk stenaldervåben. (Foto: Christian Meyer)

Læs også:

Barbarisk fund: Vores forfædre bar ligrester på kæppe

Unikt fund på vikingegravplads

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.

cpp

Annonce: