KORT NYT FRA UDLANDET
Når en larve er blevet inficeret med baculovirus, vil den kort før dens død automatisk kravle op ad den plante, den sidder på.
Forskere har nemlig fundet ud af, at larven manipuleres til at søge mod lyset, fordi virussen lettere kan sprede sig i højderne, skriver dr.dk.
»Den lys-fokuserede klatring er specifik for inficerede larver, eftersom bevægelsen hos raske larver er uafhængig af lyset,« skriver forskerne fra Wageningen University i Holland, i studiets hovedkonklusion.
Ved at undersøge en mængde inficerede og raske larver har forskerne fundet frem til virussens zombie-agtige effekt på larverne.
Det har vist sig, at de raske larver kravler op og ned ad planterne, de sidder på, helt uafhængigt af lysforholdene, mens de virus-ramte larver kravler helt til tops, når der vel og mærke er lyst.
Forskerne mener, at virussen på denne måde lettere og hurtigere kan sprede sig over store afstande.
Når larven dør i toppen af planten, vil den langsomt forgå og drysse ny vira ud over jorden, som kan smitte dens artsfæller. Samtidig ses larven også lettere fra luften, hvor fugle nemt får øje på en lækker frokost og dermed bliver smittebærere.
Den udspekulerede virus kommer fra familien baculoviridae, og er en larve blevet inficeret vil den allerede tre dage efter begynde sin vandring mod lyset, hvor den i løbet af 14 timer kravler næsten 35 mm op.
Læs også:
Forskere finder larver, der lyser grønt i mørke
Snedige insekter spiser gift i selvforsvar
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv