Flre og flere danske ældre er i stand til selv at lave deres egen aftensmad, gøre rent i hjemmet eller tage et bad på egen hånd. De ældre har i dag i højere grad, end ældre tidligere havde det, mere overskud og har nemmere ved at tage hånd om hjemmet og sig selv, viser en ny SFI rapport, skriver sfi.dk.
De ældre i dag synes at have et bedre helbred end tidligere årgange af ældre, og det betyder, at flere ældre slipper for at have hjemmeplejens bil holdende i indkørslen for at få hjælp til at lave mad eller gjort rent. Det kan de ældre af i dag nemlig i højere grad selv, end ældre kunne for ti år siden.
Rapporten bygger på Ældredatabasen, som indeholder oplysninger om levevilkår for personer i alderen 52-87 år. Oplysningerne er indsamlet hvert femte år i henholdsvis 1997,2002 og 2007.
Flere ældre klarer sig selv
Heidi Hesselberg Lauritzen er en af forskerne bag rapporten og fortæller, at behovet for hjemmehjælp afhænger af den ældres evne til at klare sig selv.
»Hvis man som ældre har et dårligt funktionsniveau, er der større sandsynlighed for, at man har eller udvikler et behov for hjemmehjælp. Flere ældre har et godt funktionsniveau i 2007, og vi kan samtidig se, at behovet for hjemmehjælp hos de ældre er faldende,« siger Heidi Hesselberg Lauritzen.
Når man vurderer den ældres funktionsniveau, ser man på, om den ældre er i stand til at klare en række dagligdags aktiviteter som at klippe tånegle, tage tøj af og på eller kan gå på trapper.
LÆS OGSÅ: Sådan bliver kvinder tilfredse med deres sexliv