Mens Vesten leder efter årsager til den omfattende fedmeepidemi, kommer Østen måske ind fra højre med en løsning.
En ny undersøgelse, udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature, viser, at stoffet berberin, der findes i flere planter brugt i traditionel kinesisk medicin, kan øge fedtforbrændingen og energiomsætningen, så det har en slankende effekt på mus.
Stoffets virkning kan meget vel også findes i mennesker, vurderer Camilla Scheele, lektor på Københavns Universitet og Center for Inflammation og Metabolism ved Rigshospitalet.
»Det er et meget overbevisende og interessant resultat. Stoffet er tidligere blevet brugt på mennesker med sukkersyge med en virkning, der ligner den, de finder i musene. Så stoffet kan sandsynligvis også have en slankende effekt på mennesker,« vurderer Camilla Scheele. Hun har ikke været til at lave undersøgelsen.
Brun fedt slanker
\ Fakta
Inden for traditionel kinesisk medicin mener man, at menneskekroppen består af fem elementer – træ, ild, jord, metal og vand. Målet med en behandling i kinesisk medicin er at oprette en balance mellem ’yin’ og ’yang’ – to modpoler, der helst skal være i ligevægt. Det gør de folk, der praktiserer kinesisk medicin, med lægeurter som ginseng, Rauwolfia og Ephedra. Samtidig bruger de også akupunktur som en del af behandlingen. Kilde: Den Store Danske.
Forskerholdet fra Shanghai Institute of Endocrine and Metabolic Diseases undersøgte to grupper genmodificerede mus, som blev fik en fedtrig kost. Den ene gruppe fik et skud berberin hver tredje dag, og forskerne tog løbende en række forskellige prøver.
Resultatet viste:
-
at musene, der fik berberin, havde 6 procent fedtmasse efter 25 dage, mens musene, der ikke fik berberin, havde 8 procent. Det er en betydelig forskel, men mængden kan ifølge Camilla Scheele ikke ‘oversættes’ direkte til menneskelige mål.
-
Samtidig faldt indholdet af fedt og sukker i berberin-musenes blod og så steg deres kropstemperatur. Det tyder på, at der sker en øget forbrænding.
- Derudover kunne forskerne se, at det såkaldt brune fedt (se faktaboks) i berberin-musene var mere aktivt.
Berberin aktiverer altså musenes brune fedt, og det er årsagen til, at berberin-musene holder deres kropsvægt og fedtmasse nede, konkluderer det kinesiske forskerhold.
Den fortolkning af resultaterne giver rigtig god mening, mener Camilla Scheele.
\ Fakta
Det brune fedt findes især omkring halsen, kravebenene og mellem skulderbladene, og det adskiller sig fra det mere almenkendte hvide fedt, da det kan omsætte energi og ikke kun lagre det. Det brune fedt omsætter fedt og blodsukker, og det skaber en temperaturstigning i kroppen. Kilde: Lektor Camilla Scheele
»Resultatet stemmer ret godt overens med, hvad man ved om funktionen af det brune fedt i mennesker. Det brune fedt bruger især blodfedt, men også blodsukker som brændstof til at danne kropsvarme. Mekanismen er især positiv for fede mennesker, da de har for meget af både fedt og sukker i blodet, som er med til at øge risikoen for flere alvorlige sygdomme, blandt andet hjertekarsygdomme og diabetes,« siger Camilla Scheele, der selv forsker i det brune fedts påvirkning af stofskiftet.
Samtidig har berberin en virkning på musene, der minder om den man har set i mennesker med type 2-diabetes, fortæller Camilla Scheele.
»Tidligere berberin-studier lavet på mennesker med type 2-sukkersyge har vist, at stoffet kan sænke blodets indhold af fedt og holde blodsukkeret stabilt. Det er ikke ensbetydende med, at det aktiverer det brune fedt, men det kunne meget vel være forklaringen. I hvert fald viser berberin lovende egenskaber og virkninger på både mus og mennesker,« siger Camilla Scheele.
Hun pointerer, at det er svært at omsætte resultaterne fra musestudier til mennesker. Derfor kan man endnu ikke sige, hvor slankende en virkning berberin vil have på mennesker.
Berberin skal ind i blodet
Det nytter dog ikke noget at sluge en masse berberinholdige planter fra helsekostforretningen, hvis du ønsker at tabe dig, konstaterer Søren Brøgger Christensen, professor på Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi ved Københavns Universitet.
\ Fakta
Berberin er et stof, der findes i forskellige plante- og træsorters bark og rødder. Det er blandt andet arten ’Almindelig Berberis’ og Guldsejl-slægten.
»Jeg skal ikke kunne sige, om berberin har en effekt på det brune fedt eller ej. Men flere undersøgelser viser, at berberin stort set ikke kan optages via tarmene. Så hvis stoffet skal have en virkning, skal det sprøjtes ind i blodet og ikke spises, som man gør i traditionel kinesisk medicin. Det kinesiske forsøg bekræfter dette, da berberin blev injiceret i forsøgsmusenes blod. Hvis de havde fodret musene med stoffet, havde det næppe haft en effekt,« siger Søren Brøgger Christensen. Han har ikke været med til at lave undersøgelsen, men forsker selv i udvikling af lægemidler fra naturmedicin.
Søren Brøgger Christensen tvivler derfor på, at planter, der indeholder berberin, kan hjælpe til et vægttab
»Den eneste måde man vil kunne få berberin ind i kroppen på er ved at sprøjte det ind i blodet, og så vil der ikke være tale om et naturlægemiddel længere. Og det vil derfor kræve en recept,« siger Søren Brøgger Christensen.
Frys dig til mere brun fedt
Hvis du ikke har lyst til at vente på at kunne sprøjte dig med kinesiske urter, kan du selv aktivere dit brune fedt og fedtforbrænding ved ganske enkelt at holde temperaturen om natten lav, pointerer Camilla Scheele.
Tidligere berberin-studier lavet på mennesker med type 2-sukkersyge har vist, at stoffet kan sænke blodets indhold af fedt og holde blodsukkeret stabilt. Det er ikke ensbetydende med, at det aktiverer det brune fedt, men det kunne meget vel være forklaringen. I hvert fald viser berberin lovende egenskaber og virkninger på både mus og mennesker.
Lektor Camilla Scheele
»Når hjernen registrerer, at kropstemperaturen falder, så sender den besked ned til det brune fedt om at gå i gang med at omsætte blodfedt og blodsukker til varme. Et studie har vist, at man kan gøre det blandt andet ved at sove i et lokale, hvor temperaturen holdes på 19 grader. Det øger mængden af brunt fedt og aktiviteten,« siger Camilla Scheele.
Mængden af vores brune fedt er med til at påvirke, hvor gode vi er til at forbrænde og omsætte blodfedt og blodsukker til varme. Men ironisk nok har fede mennesker faktisk mindre brun fedt i kroppen end slanke mennesker, siger Camilla Scheele.
»Det brunes fedts primære funktion er at holde temperaturen oppe, og det har især tynde mennesker brug for, da deres krop er mindre varmeisoleret. Man kan også se, at vi har mindre brun fedt om sommeren. Så det er faktisk ikke nødvendigvis så skidt at fryse en gang imellem. Især hvis man ønsker at tabe sig,« siger Camilla Scheele.