Vild video: Falcon 9 er landet igen efter sin mission

(Video: SpaceX)

Kilde: 
20 februar 2017

Når en raket skal sendes ud i rummet, kræver det flere dele, hvoraf de fleste bliver smidt i havet, men nu kan det være slut med 'engangs'-raketterne.

Raketvirksomheden SpaceX har nemlig formået at få en raket til at lande igen på affyringsrampen efter sin mission, skriver sciencealert.org.

I videoen øverst kan du se landingen af den genbrugelige raket, Falcon 9. Selvom det ser ud, som om videoen bliver afspillet baglæns, så er den god nok. Den genbrugelige raket lander rent faktisk på jorden igen efter at have været affyret.

Selvom firmaet tidligere har fået deres raketter til at lande på flådebaser i havet efter affyring, er det kun tredje gang, at det lykkes at få Falcon 9 til at lande på landjorden. 

Raketten, som blev affyret i weekenden, er på vej til Den Internationale Rumstation, ISS, med forsyninger og forskningsmaterialer. I alt havde raketten et læs med på omkring 2.500 kilo.

10 minutter efter affyringen sluttede, var Falcon 9-raketten tilbage og lavede en fejlfri landing på jorden. 

Falcon 9-raketten er den første del af raketten, som skal have nok kraft til at bringe de øvrige raketter ud i rummet. Når den har fuldført sin opgace, vil den altså blive koblet fra de øvrige dele.

Normalt vil den første del blive styrtet i havet, når den har opbrugt sit brændstof. Men ved at kunne lande den første del af raketten igen, kan SpaceX spare de over 400 millioner kroner, som det koster at bygge denne del påny, hver gang en rumraket skal sendes af sted.

agr

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.