Video: Tordenskyer skjuler gigantiske blå lyn på toppen

(Video: DTU)

03 februar 2017

Hvis du nogensinde har stået lige under et kraftigt tordenvejr, så er du godt klar over, at de kan være voldsomme nok, som de er.

Men målinger, foretaget af Andreas Mogensen under sin tid på Den Internationale Rumstation (ISS), viser, at den elektriske aktivitet på et tordenvejrs skytoppe er langt større end hidtil antaget.

Det skriver Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i en pressemeddelelse.

»Det er et solidt videnskabeligt resultat, som for første gang dokumenterer, hvor aktive tordenskyer er på toppen med blå udladninger, der er helt anderledes end almindelige lyn,« siger Torsten Neubert der er chefkonsulent på DTU Space, i pressemeddelelsen.

Opdagelsen er publiceret i et studie i tidsskriftet Geophysical Research Letters, og du kan se Andreas Mogensens optagelser i videoen øverst i artiklen.

LÆS OGSÅ: Dansk astronaut optager enestående video af kæmpelyn

Den nye viden bygger på videoklip, som Andreas Mogensen sensationelt fangede over Indien fra ISS i 2015. Her filmede han et såkaldt 'blåt lyn', som er lyn fra tordenskyer i op til 50 kilometers højde.

For første gang så forskerne også det blå lyn pulsere. Det vil sige, at det slår opad flere gange i hurtig rækkefølge.

»Vi er overraskede over, at Andreas Mogensen fik så interessante målinger på sin korte tid i rummet,« fortæller Torsten Neubert i pressemeddelelsen.

»Vi ved nu også mere om, hvilke typer skyer der skaber denne aktivitet, og vi kan se, at lynene kommer fra 17 km høje skyer.«

LÆS OGSÅ: Nyt kort viser, hvor lynet oftest slår ned

Den nye viden er blandt andet vigtig inden for klimavidenskaben.

Tordenskyer kan nemlig transportere vanddamp fra jordoverfladen helt ud i Jordens stratosfære, og vanddamp er en aktiv klimagas.

Drivhusgasser i stratosfæren har relativ større effekt end ved jordoverfladen, så det er vigtigt for forskerne at kunne medregne vanddampens bevægelse, hvis de vil forudsige, hvordan klimaet vil blive i fremtiden.

»Jo bedre vi forstår toppen af tordenstorme, jo bedre kan vi fastlægge vores klimamodeller,« siger Torsten Neubert i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Andreas Mogensens iriss-mission - dag for dag

LÆS OGSÅ: Hvorfor er himlen blå?

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.