Video: Abe prøver at have sex med hjorte

I videoen prøver den japanske sneabe ihærdigt at penetrere tre forskellige sikahjorte. (Video: Alexandre Bonnefoy)

Kilde: 
10 januar 2017

På den lille japanske stillehavsø Yakushima sker der yderst usædvanlige ting og sager. En japansk sneabe har nemlig gentagne gange hoppet op på ryggen af forskellige sikahjorte og prøvet at parre sig med dem. Det skriver sciencemag.org.

I et studie, publiceret i tidsskriftet Primates, forklarer franske og japanske forskere, at aben fik erektion, men dog ikke formåede at penetrere hjortene.

Det er første gang, at forskere rapporterer om parringsforsøg mellem disse to arter.

»De få tilfælde af heterospecifik parring mellem fjerntliggende arter, der tidligere er rapporteret om, er blandt dyr, som er blevet opdrættet og holdt i fangenskab,« skriver forskerne i studiet.

De tilføjer, at der kun er ét enkelt videnskabeligt studie, som tidligere har rapporteret om parringsforsøg mellem fjerntliggende arter i det fri: Et studie om en mandlig antarktisk pelssæl, der har besteget en kongepingvin, og derefter spist pingvinen.

I det nye studie beskriver forskerne, hvordan sneaben gentagne gange forsøgte at parre sig med flere forskellige hjorte. Nogle protesterede, truede aben eller forsøgte at flygte, mens andre accepterede abens udskejelser.

LÆS OGSÅ: Sex-glade hippie-aber er menneskets frække kusine

Aben ville ikke dele sine hjorte med andre mandlige aber: Han jagtede alle væk, der nærmede sig.

Forskerne forklarer, at det både i tilfældet med sælen og pingvinen og i tilfældet med aben og hjortene højst sandsynligt handler om, at hannerne var ude af stand til at anskaffe sig en mage af egen art.

De havde simpelthen ikke adgang til nok hunner af egen art, og hormonelle opsving på bestemte tider af året fik dem derfor til at søge mager blandt andre arter.

»Uanset, hvad grunden til denne adfærd er, kan observationen af højst usædvanlig dyreadfærd være en nøgle til at forstå evolutionen af heterospecifik parringsafærd i dyreriget,« skriver forskerne i studiet.

LÆS OGSÅ: Dyrker alle hanner sex med hvem som helst?

LÆS OGSÅ: Onanerer dyr?

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.