Udlandet opdager dansk vikingeborg
»Incredible« og »impressive«: Vikingeborgen Borgring syd for Køge er blevet berømt i udlandet.
Vikingeborg borgring køge udenlandske medier

Britiske The Independent om vikingeborgen Borgring, der er blevet fundet i Danmark efter 1.000 år. (Foto: Independent.co.uk/Danmarks Borgcenter/screenshot)

De seneste par måneder har vi på Videnskab.dk skrevet flere historier om den nyopdagede vikingeborg Borgring syd for Køge.

Vi har blandt andet fortalt om: 

  • Et smykke, der kan have tilhørt Harald Blåtands troldkvinde
  • Hvordan et stykke egetræ har hjulpet arkæologerne med at fastsætte borgens alder
  • Og vi har endda lavet en reportage, hvor du kan komme med arkæologerne på arbejde.

Og nu har udlandet altså også opdaget, at der er sket et stort arkæologisk fund i Danmark.

Medier fra blandt andet USA, Storbritannien og Portugal har nemlig skrevet om den danske vikingeborg, og de er vilde med fundet.

udgravning vikinger borgring

Billede af arkæologernes arbejde fra udgravningen af Borgrings nordport. (Foto: Charlotte Price Persson)

Verdens største videnskabsmedier

Amerikanske Science Magazine har for eksempel lavet en Q&A med Søren Michael Sindbæk, der er en af forfatterne bag en videnskabelig artikel om vikingeborgen, publiceret i tidsskriftet Antiquita tidligere i august. 

Science Magazine spørger ham blandt andet, hvordan det kan være, det har taget os så lang tid at finde vikingeborgen, når den nu har ligget der i mere end 1.000 år.

»Landbrugsaktiviteten i området har været ekstremt ødelæggende. I hundredvis af år gennem middelalderen pløjede og jævnede bønder jorden på marken,« forklarer han blandt andet til Science Magazine.

Et andet medie, der har skrevet om fundet, er britiske 'I Fucking Love Science', der har mere end 25 millioner følgere på Facebook.

»Utrolig vikingefæstning opdaget i Danmark« lyder titlen på deres artikel, som er blevet liket mere end 27.000 gange på det sociale medie.

'I Fucking Love Science' har lavet dette opslag på Facebook. 

»Dansk kulturarv på verdenskortet«

Den portugisiske nyhedsside AEIOU's aktualitetsunderside ZAP skriver: 'Vikingeslot afdækket i Danmark efter 1.000 år.' 

Og det britiske onlinenyhedsmedie The Independent skriver: 'Borgring: 1.000 år gammel vikingefæstning opdaget i Danmark.'

lidar borgring vikinger måling

Geofysiske undersøgelser, såkaldt LIDAR-kortlægning og små udgravninger førte for nogle år siden til, at man opdagede Danmarks femte vikingeborg, Borgring. (Foto: Goodchild et al./IFLScience.com)

The Independent har i sin version interviewet Torben Dehn, der er specialkonsulent ved Kulturstyrelsen, og han sætter blandt andet ord på, hvilken kulturel betydning fundet har fået med al den opmærksomhed:

»Det har virkelig været en opdagelse, der har sat dansk kulturarv på verdenskortet,« siger han ifølge The Independent

I Danmark er der tidligere blevet fundet fire andre vikingeborge, men det er mere end 60 år siden, man sidst fandt en, og derfor vakte det ekstra stor opsigt, da man i 2014 opdagede vikingeborgen ved Køge, der fik navnet Borgring.

De danske arkæologerne, der har stået bag udgravningen, mener, at Borgring blev bygget af Harald Blåtand, da han var konge af Danmark i årene 958 til senest 987, hvilket betyder, at borgen er over 1.000 år gammel.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud