Tegn på hemmeligt liv fundet i varme grotter i Antarktis
Kilde: 
08 september 2017

Et hold af polarforskere i Antarktis har udforsket en række varme grottesystemer, der er skabt af aktive vulkaner på kontinentet.

Udforskningen tyder på, at der under isen kan gemme sig en hemmelig verden med dyr og planter, der aldrig før har været kendt, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Forskerholdet, der er ført an af Australian National University, har nemlig foretaget en række opsigtsvækkende jordprøver i grotterne, hvilket afslører spor af DNA fra alger, mos og små dyr, der endnu ikke kan identificeres.

»Resultaterne giver os et pirrende indblik i, hvad der kan leve under isen i Antarktis - der kan endda være nye dyre- og plantearter,« fortæller polarforsker og ph.d ved Australian National University, Ceridwen Fraser, der også leder forskningsholdet i Antarktis, til AFP.

Forskerne har indtil videre udforsket grotterne ved Ross Island, hvor der findes en aktiv vulkan, men der findes mange lignende vulkaner, hvilket tyder på, at der også må findes mange lignende grotter under isen.

»Vi ved endnu ikke hvor mange grottesystemer, der findes omkring Antarktis' vulkaner, eller hvordan de hænger sammen. De er virkelig svære at identificere, komme igennem og udforske,« fortæller Charles Lee, der er ph.d fra University of Waikato i New Zealand og en del af forskningsholdet, til AFP.

Forskerne hævder, at der findes mere end 15 vulkaner i Antarktis, der enten er aktive eller næsten lige har været aktive.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Polar Biology.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.