Små, nuttede papegøje-hop er et levn fra dinoerne

Du tænker måske ikke »dinosaurus« som det første, når du ser en stillehavspapegøje hoppe rundt. Men faktisk kan kombinationen af hop og bask med vingerne afsløre, hvordan evnen til at flyve udviklede sig, siger et forskerpar. (Video: Science Magazine)

Kilde: 
18 maj 2017

Umiddelbart er der måske ikke meget, der får dig til at tænke på en dinosaurus, når de små stillehavspapegøjer hopper rundt fra gren til gren for at finde mad.

Men fuglenes måde at blande hop og bask med vingerne, kan stamme helt tilbage fra deres fuglelignende dino-forfædre, og dermed kan de små papegøjer sladre om, hvordan evnen til at flyve udviklede sig, skriver sciencemag.org.

Det fortæller et amerikansk forskerpar fra Stanford University i et nyt studie i tidsskriftet Science Advances.

I studiet undersøgte forskerne 13 stillehavspapegøjer – med det latinske navn Forpus coelestis – ved hjælp af slow-motion-kameraer og trykfølere på deres siddepinde.

Forskerne kunne ikke overraskende se, at papegøjerne først og fremmest brugte deres ben til at sætte af med, når de kun skulle bevæge sig over helt korte afstande. Jo længere hoppene blev, des mere begyndte papegøjerne derimod at bruge deres vinger til at komme fremad.

Forskerne brugte efterfølgende modellerne fra papegøjerne til at anslå, hvordan evnen til at flyve langsomt udviklede sig hos fire fuglelignede dinosaurer med vinge-lignende arme.

Ifølge forskerne fik dinosaurarterne Archaeopteryx og Microraptor formentlig mest ud af at tage deres 'vinger' til hjælp, når de hoppede fra træ til træ.

Faktisk ville de kunne forlænge deres hop med op til 20 procent, konkluderer forskerne.

De større og tungere fjerklædte dinosaurarter, Protarchaeopteryx og Caudipteryx, ville derimod ikke få noget ud af at baske med deres fjerbeklædte arme, mener forskerne.

Forskerne konkluderer derfor, at Archaeopteryx fik en fordel over sine konkurrenter ved at kombinere hop og bask med 'vingerne', og at denne fordel kan have været med til at drive udviklingen af evnen til at flyve, skriver sciencemag.org.

on

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.