Geder har lært at klatre i træer
geder klatre i træer

Under tørkeperioder klatrer gederne i Marokko op i trætoppene og spiser bladene. Og det har vist sig ogsa at være til gavn for træerne. (Foto: H Garrido/EBD-CSIC)

Kilde: 
16 juni 2017

Hvad gør dyr egentlig i tørkeperioder, når alle planter og græs er udtørret?

Hvis man er en lille ged i det sydvestlige Marokko, ja, så klatrer man da bare op i det nærmeste træ og spiser bladene på de yderste grene. Det skriver nytimes.com.

Man kender allerede til bjerggeder, som mestrer kunsten at klatre på stejle klipper, men træ-klatring er ikke en normal egenskab for gederne.

Det er noget, de har lært. Deres ejere har nemlig lært dem at klatre i træer som små. De har endda skåret træerne til for at gøre det nemmere for de små gedekid. Og når gederne så er fuldvoksne, er de selv i stand til at klatre i træer for at få mad under tørkeperioder.

Nu har forskere fra University of Lisbon i et nyt studie så vist, at gedernes opførsel ikke bare er til gavn for gederne, men også for træerne, som de klatrer i.

Mange dyr spiser nemlig både plante og frø. Når det så har været igennem hele fordøjelsessystemet, kommer frøene med ud. Dyrene er således ganske uvidende med til at så et nyt frø et andet sted.

Men frøene fra de træer, som gederne klatrer i, er for store til at komme igennem geden. Heldigvis for træerne er gederne drøvtyggere. De tygger altså deres mad, sluger det og gylper det så op igen, så det hele kan blive tygget igen.

Forskerne har i studiet fundet ud af, at gederne spytter de store frø fra træerne ud, mens de drøvtygger. Træerne bliver således plantet igen, men længere væk fra det oprindelige træ, og gederne er på den måde med til at øge deres overlevelse.

Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidskrift Frontiers in Ecology and the Enviroment.

agr

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.