Sex blev opfundet som middel mod infektioner
Kilde: 
21 december 2016

Har du nogensinde spurgt dig selv: ‘hvorfor har jeg sex?’

Jo, bevares, det er dejligt, og måske vil du gerne have børn, men set i det større billede, hvorfor er vi, som livsform, overhovedet begyndt at have sex, når der nu findes masser af andre livsformer, som bare kloner sig selv?

Komodovaranen, søstjernen og bananen kan for eksempel få børn med sig selv. Helt uden sex.

»Sex forklarer påfuglens hale, hjortens gevir og paradisfuglenes specielle dans. Men hvis en hun af en af disse arter producerede sit eget afkom, uden sex, så ville hendes efterkommere dominere, mens andre hunner brugte tid på at se mændenes meningsløse danse og slåskampe. Så hvorfor er vi ikke omringet af klonede organismer?« spørger Stuart Auld fra Faculty of Natural Sciences på University of Stirling, Skotland, til phys.org.

Det har han og hans forskergruppe gået og undret sig over. Og nu er de kommet på et svar, skriver phys.org.

Selvom der er store fordele ved at klone sig - det kræver mindre energi, og der skal ikke bruges tid på at finde en partner - så er der én væsentlig fare, som klonede arter er ekstra sårbare overfor:

Forskerne er klar over, at sex giver gener mulighed for at blande sig, og det gør populationer i stand til at udvikle sig hurtigt og tilpasse sig miljøer, der forandrer sig - som for eksempel parasitter, der hele tiden udvikler sig.

Men hvis sex skal slå kloning af pinden, som den mest effektive formeringsstrategi, må der være store fordele for den næste generation. 

Det har dog været svært at teste en sådan teori, da de fleste organismer er svære at sammenligne, fordi de enten kun formerer sig gennem sex - eller kun gennem kloning.

Men holdet på Stirling University har nu fundet på et forsøg med vandloppen, der kan formere sig på begge måder, og her er det lykkedes dem at vise, at vandloppens afkom, som er kommet til verden ved hjælp af sex med en partner, er mere end dobbelt så resistente over for infektionssygdomme, som deres klonede søskende.

»Ved at sammenligne klonede og seksuelt fremkomne døtre fra de samme mødre, har vi vist, at seksuelt produceret afkom bliver mindre syge, end afkom produceret gennem kloning. Det konstante behov for at undgå sygdom kan forklare, hvorfor sex findes, på trods af omkostningerne,« fortæller Stuart Auld til phys.org.

Studiet er netop publiceret i tidsskriftet Proceedings of The Royal Society B.

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.