Perseiderne byder på stjerneskud i måneskinnet
August måneds store astronomiske begivenhed er meteorsværmen Perseiderne. De meget lysstærke stjerneskud bliver sammenlignet med ildkugler, og de er kendt for at trække lysspor over himlen, der kan blive hængende i flere sekunder. Desværre bliver 2017 ikke det bedste år for Perseiderne.
perseiderne meteor storm nattehimmel USA

Dette billede er taget i USA i 2016, sidste gang Perseiderne kunne ses på nattehimlen. I virkeligheden er der tale om en række billeder, der er taget med en forskydning på 30 sekunder, hvilket gør, at man kan se en meteor trække sin streg hen over himlen. (Foto: NASA/Bill Ingalls)

Perseiderne er en af årets største meteorsværme, hvor man under gunstige forhold måske kan se op mod 60-80 stjerneskud i timen.

Dette er imidlertid beregnet ud fra helt ideelle betingelser, som sjældent er til stede, og her i 2017 er observationsforholdene desværre ikke de bedste, idet der er fuldmåne 7. august.

Fra 9. til 13. august, hvor Perseidernes stjerneskudshow er på sit højeste, står Månen op omkring kl. 23, og selv om den på dette tidspunkt er aftaget til næsten halv, vil dens lys genere en del, efterhånden som den kommer højere på himlen.

Mange af meteorerne er imidlertid så kraftige, at selv Månens lys ikke er stærkt nok til at overstråle dem, så på trods af de forringede betingelser kan man forvente at se væsentligt flere meteorer end på en normal nat. Især hvis man undgår at se direkte i retning af Månen.

Selv om meteorerne synes at udstråle fra stjernebilledet Perseus (Perseus ses tæt på Cassiopeia), kan de ses over hele himlen.

På kortet her kan du se Perseidernes bane i Solsystemet. Du kan 'trække' i kortet med musen for at skifte vinkel.

Perseiderne er aktive adskillige dage på hver side af maksimum, men man må ikke forvente så mange meteorer der som under selve maksimum.

Først i august kan du også være heldig at få et glimt af en anden meteorsværm, Delta-Aquariderne. Den havde maksimum 27. juli, men er aktiv helt til 29. august.

Delta-Aquariderne er svagere og udspringer fra stjernebillede Vandmanden. 

Enden på de lyse nætter

I Danmark slutter de lyse nætter omkring 7. august. Den præcise dato afhænger af, hvor i Danmark du bor. Jo længere nordpå, du befinder dig, jo længere vil de lyse nætter vare.

Enden på de lyse nætter betyder også, at vi endelig får lidt mere nattemørke at observere nattehimlen i, og det giver os mulighed for at nyde nogle af sommerens stjernebilleder og asterismer (et genkendeligt mønster på himlen, der ikke er et af de 88 officielle stjernebilleder).

Sommertrekanten er en af de mest fremtrædende stjernegrupper på sommerhimlen. Sommertrekanten ses mod øst i aftentimerne og er på himlen hele natten i sommermånederne.

Perseiderne Stjernehimmel stjernebilleder stjerneskud meteorstorm

Sommertrekanten dannes af stjernerne Vega i stjernebilledet Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. (Foto: Shutterstock)

Du kan se flere planeter på himlen

Der er også en del planeter at spotte på nattehimlen, hvis du kigger godt efter.

Blandt andet Solsystemets største planet, Jupiter, der kan spottes mod vest lige efter solnedgang. Den står meget lavt på himlen, så det kan være en god idé at have frit udsyn til horisonten.

Saturn ses mod syd efter solnedgang og kan ses på himlen indtil omkring midnat i et område med få lysstærke stjerner. Så på trods af dens lave højde, skulle den være til at få øje på.

Venus kan ses inden solopgang mod øst. Den er meget lysstærk og svær at overse, selv når Solen begynder at kaste sit lys på himlen. Venus befinder sig i stjernebilledet Tvillingerne i begyndelsen af måneden, men bevæger sig ind i stjernebilledet Krebsen.

Total solformørkelse kan ses fra USA

21. august er der total solformørkelse, men desværre kan vi ikke se den fra Danmark. Der er dog gode muligheder fra store dele af USA.

Formørkelsen har fået meget stor presseomtale, og man får næsten et indtryk af, at USA er det bedste sted i hele verden til at se solformørkelser.

Danskere er ligefrem rejst til USA for at se den, men de tilbageværende kan også være med. Den partielle del er nemlig synlig i et meget større område, og i den nordvestlige del af Jylland kan man nå at se en ganske lille del af formørkelsen få minutter før solnedgang.

I den øvrige del af Danmark går Solen ned, inden formørkelsen begynder.

perseiderne meteorsværm stjerneskud

Hvis du er vild med stjerneskud, kan du tilmelde dig Planetariets foredrag om meteorsværme 10. august, hvor du bl.a. får tips til, hvordan du ser flest stjerneskud. (Foto: Shutterstock)

De vigtigste forberedelser til stjernekiggeri

Når du er ude at kigge på meteorsværme, er det en god idé at forberede dig godt.

Tag et tæppe med som underlag og eventuelt puder, for meget af tiden går med at kigge opad. Selvom nætterne er varme, så medbring ekstra tøj eller tæpper, for varmen forsvinder hurtigt, når der er stjerneklart.

Hvis du vil forberede dig ekstra godt eller bare vide mere om stjerneskud, så kan du komme til foredrag om meteorsværme 10. august i Planetariet.

Foredraget er mellem klokken 19.15-20.15 og koster 65 kroner (studerende og medlemmer: 50 kroner).

Artiklen bringes i samarbejde med Tycho Brahe Planetariet i samarbejde med Karsten Bomholdt.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud