Nyt Danmarkskort viser skovens ressourcer
Skovene dækker over 14 procent af Danmarks areal. Et nyt kort zoomer ind på de danske skove og giver let tilgængelig information om skovenes ressourcer.
skov Danmark ressourcer kort kortlægning

Sådan ser det såkaldte GIS-kort ud. Kortet kan både bruges af den, der arbejder med skov og skovforvaltning, og af andre med interesse for skov. (Foto: Screenshot)

Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet har udviklet et nyt kort, der giver et hidtil uset overblik over de danske skoves ressourcer.

Kortet er udviklet ved hjælp af laserskanning foretaget af fly og data fra Danmarks Skovstatistiks prøveflader.

Det nye kort gør det nemmere at planlægge driften af skovene og vurdere skovens tilstand.

kort danske skove laserskanning ressourcer

Her kan ses en plan over flyvninger, der laserskannede de danske skove i 2014-15. (Foto: IGN Rapport) 

I skovbrug er det normalt, at det tager mere end 50 år, fra man planter et træ, til at et træ kan ‘høstes’. Den lange tidshorisont kræver løbende planlægning, hvor man holder øje med, hvordan skoven udvikler sig, og hvilke tiltag der er brug for.

Med det nye Danmarkskort får man hurtigt et overblik over, hvilke ressourcer skoven indeholder. På få minutter kan man for eksempel få et overblik over træernes højde og volume og meget mere.

Hidtil har man været nødt til at indsamle data om træerne manuelt, hvilket er besværligt, dyrt og meget sjældent bliver gjort, fortæller Thomas Nord Larsen, der er seniorforsker ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Kan bruges pædagogisk

Kortet er lavet med henblik på at måle skovressourcer, så det er mest af alt et praktisk værktøj til skovejere, forskere eller andre skoventusiaster. 

Men ifølge Thomas Nord Larsen kan det nye kort også gøre sig gældende i andre sammenhænge. 

»Jeg skal have en skoleklasse på besøg på mit kontor i morgen, og jeg kunne da sagtens forestille mig, at man som lærer eller underviser kan bruge kortet til for eksempel at anskueliggøre klimaforandringer,« fortæller han. 

Det kan gøres ved at se på kulstoflagret i de grønne områder, forklarer han.

Hent Danmark ned på din computer

Det nye kort er tilgængeligt for alle på nettet og kan hentes ned til ens egen computer.

Man kan klikke sig ind på alle skovområder i Danmark og mindre parkområder, men private haver og mindre grønne områder, kan der ikke findes data om. 

Ud fra dataen kan man læse sig frem til alt fra skovens areal og omkreds, til hvor meget trækronerne dækker procentvis, og hvad den samlede biomasse er over og og under jorden. 

Du kan klikke dig rundt i dit nærområde og hele Danmark her