Nyopdaget fortidsdyr havde numseansigt med kløer
Kilde: 
08 august 2017

Fra tid til anden opdager forskere nye dyr, der levede på Jorden, før mennesket kom til. Mange er ret simple og måske lidt kedelige for folk, der ikke er biologer, men af og til finder forskerne dyr, der er temmelig seje – eller sjove. Og det har de gjort igen nu.

Det skriver Sciencealert.com

Det nyopdagede dyr er en vand-orm, der levede for omkring 500 millioner år siden, og ifølge forskernes tegninger af den så den noget speciel ud. 

I stedet for et ansigt havde ormen nemlig noget, der ligner en numse med kløer ude på kinderne. Og hvis man skal tro forskernes formodninger, var ormen ret skræmmende for sin tid. 

»Som den kom farende op fra havets dyb, ville kløerne være et frygtindgydende syn for mange af de mindste marinedyr, som levede på den tid,« siger Jean-Bernard Caron, som er en af skribenterne bag studiet og forsker på Royal Ontario Museum, til Sciencealert.com

»Denne nye art var rigtig godt tilpasset til at fange bytte med de mange klolignende pigge omkring dens mund,« fortsætter han. 

Sådan forestiller forskerne sig, at ormen har svømmet og fanget bytte. (Video: Royal Ontario Museum/YouTube)

Ormen har fået navnet Capinatator praetermissus, og ifølge forskerne bag opdagelsen er den en af de mest signifikante fossilopdagelser inden for sin dyregruppe til dato. 

Fossilfund fra arten er meget sjældne, og derfor har det taget lang tid at samle nok fossiler af ormen til at stykke et helt dyr sammen.

fossil numseorm orme fortid dyr

Øverst en fossileret udgave af ormen og nederst en grafik af ormens udseende, som forskerne forestiller sig det. (Illustrationer: Royal Ontario Museum)

Men det er nu lykkedes, og ud fra dem har forskerne kunnet se, at ormen er en forløber for meget af det plankton, vi har i havet i dag, og som udgør en vigtig del af fødekæden. 

Ormen var dog noget større end nutidig plankton – helt op til 10 centimeter faktisk – og den havde omkring 50 kløer i ansigtet, som den brugte til at fange alt spiseligt, der kom i nærheden. Nogle former for plankton, som vi ser i dag, fanger føde på samme måde, men det har langt færre kløer.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Current Biology. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.