Nyfunden planet kan være bedste chance for liv i rummet
Kilde: 
20 april 2017

En ny planet, som forskere har fundet i et andet solsystem end vores, giver et af de hidtil største skub til håbet om at finde liv på andre planeter. Det skriver Sciencealert.com. 

Forskerne har givet den nyfundne planet navnet LHS 1140b, og de kalder den det bedste håb for at finde liv uden for vores eget solsystem. 

»Det her er den mest spændende exoplanet, jeg har set i det seneste årti,« siger Jason Dittmann, der er ledende forsker på projektet og arbejder på Harvard-Smithsonian Centre for Astrophysics, til Sciencealert.com. 

»Vi kunne nærmest ikke håbe på noget bedre for et af de største mål for videnskaben – søgningen efter liv uden for Jorden,« tilføjer han. 

En exoplanet er en planet uden for vores solsystem, og denne ligger cirka 40 lysår væk. Den er en lille smule større end Jorden og ligger i en beboelig radius fra sin egen sol, LHS 1140, der er en såkaldt rød dværg. 

Det betyder blandt andet, at vand vil kunne findes i flydende form på planeten, hvilket er et krav for at finde liv, som vi kender det. 

Det er dog ikke første gang, forskere jubler over at have fundet planeter eller måner, hvor der muligvis kan være liv. I 2016 fandt astronomer en beboelig planet hos Solens nabo, og tidligere i år kunne vi også berette om syv jordlignende planeter, der kredsede om den samme stjerne. 

Forskerne skal nu nærstudere den nye planet, LH 1140b, med blandt andet Hubble-teleskopet og nye teleskoper, der er undervejs hos blandt andre European Southern Observatory, ESO.

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.