Nordlys set i Nordjylland – her er udsigterne for weekenden
Et fantastisk syn mødte en heldig nordjyde og hans kamera natten til fredag. Læs om dine egne chancer for at se nordlys igen i aften.

På vejen mellem Stenhøj og Karup i Nordjylland fik Børge Agerholm natten til fredag øje på nordlys. Der er chance for nordlys igen fredag aften og nat og måske også lørdag. (Foto: Børge Agerholm)

»Man føler sig virkelig lille, når man står og ser det. Pludselig bliver lyset ligesom lodret.«

Børge Agerholm var en af de heldige danskere, som natten til fredag kunne se nordlys på nattehimlen.

Han havde hørt, at der var mulighed for nordlys i Danmark i disse dage – som beskrevet af Videnskab.dk – men aftenen igennem havde vejret været gråt og regnfuldt omkring hans hjem i Understed nær Frederikshavn i Nordjylland.

»Jeg var egentlig gået i seng, da jeg pludselig opdagede, at vejret klarede lidt op. Derfor besluttede jeg mig for at køre en tur og se, om jeg kunne se nordlyset og få nogle billeder af det,« fortæller Børge Agerholm, som er entusiastisk amatørfotograf.

Soludbrud

Indimellem sker der kraftige eksplosioner i Solens øvre atmosfære. De voldsomme soludbrud kaldes også for solstorme.

Hvis et soludbrud rammer vores klode, kan det give forstyrrelser i Jordens magnetfelt og dermed føre til polarlys (nordlys).

Forstyrrelserne kan i alvorlige tilfælde også føre til fejlstrømme i elektriske kredsløb.

Radiokommunikationen, GPS-systemet, satellitter og rumskibe er også sårbare over for solstorme.

'Pludselig så jeg nordlyset'

I to timer kørte han rundt uden at se andet end mørk nattehimmel og stjerner. Men på vej hjem skete der pludselig noget.

»Jeg havde egentlig opgivet, men standsede for at tage billeder af en vej med tåge henover. Og så fik jeg pludselig øje på nordlyset. Det var ret fantastisk. Jeg tror, man skal opleve det for at kunne forklare det,« siger Børge Agerholm.

»Jeg tror, det varede omkring 10-15 minutter. Så var det slut.«

Børge Agerholms oplevelse skyldes, at der i de seneste dage har været en heftig aktivitet på vores nærmeste stjerne, Solen.

I alt har der ifølge det amerikanske rumfartsagentur, NASA, været fem bemærkelsesværdige udbrud på Solen siden mandag 4. september.

 Børge Agerholm fik først øje på nordlyset gennem dette billede på sit kamera. 
»Da jeg fik øje på det grønne i billedet, gik det op for mig, at der var nordlys. Jeg skyndte jeg mig at dreje kameraet for at fange mere af det,« fortæller Børge Agerholm. Billederne er nemlig taget med lang lukkertid, hvorfor lyset træder stærkere frem på billederne, end hvad man kan se med det blotte øje. (Foto: Børge Agerholm)

Solstorm kom uventet tidligt

Et af soludbruddene, som skete onsdag, var det kraftigste soludbrud i mere end et årti.

Udbruddet sendte en sky af elektrisk ladede partikler i retning mod Jorden. Det var forventet, at skyen af partikler fra det kraftigste soludbrud ville ramme Jordens magnetfelt fredag aften, men ifølge seniorforsker Susanne Vennerstrøm ramte partiklerne os hurtigere end ventet.

»Det var forventet, at det ville ankomme fredag aften, men det ser ud, som om det kom uventet tidligt. Lige før midnat i går (torsdag 7. september, red.),« fortæller Susanne Vennerstrøm, som forsker i rumvejr ved Danmarks Tekniske Universitet.

God chance igen i nat

En sky af elektrisk ladede partikler fra et soludbrud kaldes også for en Coronal Mass Ejection (CME), og når den rammer Jordens magnetfelt, kan der opstå geomagnetiske storme – og dermed også nordlys.

»Lige nu er vi stadig midt i en geomagnetisk storm, som stammer fra det kraftige soludbrud onsdag. De elektrisk ladede partikler fra Solen fiser frem og tilbage i Jordens magnetfelt, og det kan give nordlys. Jeg vil ikke garantere, at der kommer nordlys igen i aften, men hvis vejret er klart, er der bestemt gode chancer for det,« forklarer Christoffer Karoff, som er lektor ved Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet.

Susanne Vennerstrøm er enig:

»Der er mindst ligeså god chance for at se nordlys i aften og nat, som der var i går,« siger hun.

Bedst vejr i Nordvestjylland

Den store showstopper kan imidlertid være gråvejret og skyerne, som står i vejen for udsigten til det farverige fænomen på nattehimlen.

Kig op!

For at se nordlys anbefaler forskerne, at man kigger mod nord og sørger for at være et mørkt sted uden for meget lysforurening fra gadelamper og andet.

Herudover skal man være heldig at befinde sig på et sted uden skydække.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, forudsiger, at gråvejret vil fortsætte fredag aften og natten til lørdag. Men enkelte steder kan der imidlertid være chancer for se nattehimlen – og dermed også nordlyset.

»Der er mulighed for, at det en overgang i løbet af aftenen og måske først på natten vil blive mere klart i den nordvestlige del af landet. Så chancerne for at se nordlys er nok bedst, hvis man bor i den nordvestlige del af Jylland. Men i resten af landet vil der desværre nok være mange skyer,« siger Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved DMI.

Han understreger dog, at prognoserne skal tages med forbehold, så han kan ikke love med sikkerhed, at der bliver klart vejr i Nordvestjylland.

Bedre vejr lørdag aften

Lørdag aften og nat er mulighederne for klart vejr imidlertid lidt større.

»Lørdag ser det ud, som om det vil klare op i løbet af aftenen og natten fra syd og sydvest. Så der vil der nok være flere steder, hvor man kan være heldig at få lov at se nattehimlen og nordlyset, hvis det stadig er der,« siger Lars Henriksen.

Spørger man forskerne, er det ikke utænkeligt, at chancerne for nordlys fortsætter lørdag aften og natten til søndag.

Torsdag skete der nemlig endnu to udbrud på Solen. De var ikke nær så kraftige som de to største soludbrud onsdag, men torsdagens udbrød medførte stadig en CME – altså, at der blev udsendt en sky af elektrisk ladede partikler.

»De er på vej ned mod Jorden nu. Normalt vil man forvente, at der går en-to dage, før de rammer, men det er svært at forudsige præcist, hvornår det vil ske,« siger Christoffer Karoff.

Forskeren Christoffer Karoff har set Børge Agerholms nordlys-billeder og bekræfter, at der er tale om det - i Danmark - usædvanlige fænomen. »Den er god nok. Det er nordlys,« siger han. (Foto: Børge Agerholm)

Fra samme sted på Solen

 Susanne Vennerstrøm er enig.

»De to seneste soludbrud kan godt skabe en geomagnetisk storm på Jorden (og dermed også nordlys, red.), men det vil ikke blive i nat. De ser ikke ud til at være så hurtige, så det bliver allertidligst i morgen (lørdag, red.). Hvis de altså rammer Jorden,« siger Susanne Vennerstrøm.

De seneste dages eksplosioner på Solen er alle sket i den samme aktive region på Solen. Ifølge Susanne Vennerstrøm kan man sammenligne det med et område med aktive vulkanudbrud på Jorden.

»Men på Solen er det ikke ligesom på Jorden, hvor det samme område altid er aktivt. På solen bliver en region aktiv i en periode på en måned eller to, og så stopper det,« siger Susanne Vennerstrøm

Den aktive region på Solen er i øjeblikket på vej om på bagsiden af Solen – altså den side som vender væk fra Jorden, forklarer Susanne Vennerstrøm

»Om nogle dage vil den være drejet om på bagsiden, fordi Solen roterer. Når det sker, kan udbruddene ikke ramme os mere, for så vil de blive sendt i den modsatte retning end Jorden,« forklarer Susanne Vennerstrøm.

Overblik over soludbrud

Hvis du har svært ved at holde styr på de seneste dages soludbrud kommer her et lille overblik:

  • Mandag 4. september skete et soludbrud af middel størrelse på Solen. En sky af partikler (en CME) herfra ramte Jorden lige før midnatstid den 6. september. Det tager cirka et døgn for en CME at passere Jorden.
  • Onsdag 6. september skete to kraftige udbrud på Solen. Begge var i X-klassen (klasse X2.2 og klasse X9.3), som er de mest intense klasse af soludbrud - det ene udbrud var det kraftigste i mere end et årti. CME’en fra disse udbrud var ventet til at ankomme til Jorden fredag aften, men ifølge Susanne Vennerstrøm ser det ud til, at CME’en ankom uventet tidligt – allerede kort før midnat torsdag. »Den ramte samtidig med, at vi var midt CME’en fra udbruddet den 4. september, så det var nok med til at forstærke aktiviteten og give os nordlys,« forklarer Susanne Vennerstrøm.
  • Torsdag 7 september skete der igen to soludbrud af middel størrelse (klasse M7.3 og klasse X1.3). Ifølge Susanne Vennerstrøm udsendte begge udbrud en CME, men det er uvist hvornår – og om – de vil ramme Jorden.

For Børge Agerholm er der ingen tvivl om, at han vil på jagt efter nordlys igen i fredag aften og nat.

»Jeg skal helt sikkert prøve, om jeg kan se det igen,« siger han.

Nordlyset er blevet beundret verden over

Rundt om i verden har mange været lidt mere heldige med vejret end vi danskere. Det er der kommet mange utroligt smukke billeder og videoer ud af, som man kan finde på Instagram. Vi har samlet et lille udpluk herunder.

Fra Norge skriver mittnorge: »The northern lights season has begun!«

Et opslag delt af NORWAY NO (@mittnorge) den

 

I Island skriver vincent.andres.films: »And its a wrap!«

 

Og fra smukke Grønland skriver ssingletonn: »Same time and place as last year, same view!«

 

I Kiruna, Nordsverige, har selveste natgeotravel har fanget nordlyset og skriver: »When the entire sky is filled with the dancing northern lights, it’s difficult to decide where to look! The fisheye lens gets the best view.« (Photo by @babaktafreshi)

 

I Finland skriver janiylinampa: »Let the skies blaze and the rivers run free. Last night the sky was lit.«

 

Og fra Alaska skriver viajologoexisto: »10 segundos! Esse foi o tempo que precisamos para fazer uma das fotos mais bonitas de nossas vidas!« (»10 sekunder! Det var, hvad det tog os at tage de flotteste billeder i vores liv!«, red.)

 

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud