Mystiske mønstre på islandsk sø forklaret
thingvallavatn mystiske mønstre spor sø naturfænomen

Det mystiske zigzagmønster på Thingvallavatn har givet anledning til teorier om rumvæsner og sømonstre. (Foto: Einar AE Saemundsen/Thingvellir National Park)

Kilde: 
20 marts 2017

Bizarre billeder er dukket op på de sociale medier: Et to kilometer langt zigzag-spor på en islandsk sø ligner, ifølge flere læsere, rumvæsners værk.

»Det lineære og vinkelrette mønster strakte sig mere end to kilometer ud i søen. Linjerne opstod ikke i samme område som andre kendte sprækker i isen,« siger Einar A.E. Saemundsen, der er repræsentant for nationalparken Thingvellir, som søen befinder sig i, til sciencealert.com.

LÆS OGSÅ: Cassinis nærbilleder viser mystisk sekskant på Saturn

Sporene i isen på søen med det mundrette navn Thingvallavatn blev opdaget 9. marts, og siden har teorier om årsagen haft frit spil.

»Spekulationerne begyndte, og der var ikke nogen mangel på alternative forklaringer fra rumvæsner og ukendte monstre i søen til mærkelige konspirationsteorier,« uddybber han.

Når man forestiller sig iskapper der bevæger sig mod hinanden, så kan man nemt tænke, at de enten glider over eller under hinanden, ligesom tektoniske plader, eller at de rammer hinanden og ødelægges.

Men ingen af de muligheder kan forklare det mærkelige zigzag-mønster på den islandske sø.

LÆS OGSÅ: Mystiske radiobølger kan stamme fra rumvæsners rumskibe

Mønstrene skyldes i virkeligheden et naturfænomen. Det skriver sciencealert.com.

Ifølge forskerne er det et velkendt, men sjældent naturfænomen ved navn 'finger rafting', som man tidligere har observeret i både arktiske og antarktiske egne, der er skyld i mønsteret.

Fænomenet blev først opdaget i et studie fra 2007, hvor forskerne fandt en ny måde, iskapper kunne kollidere på.

I stedet for, at hele kappen enten går under eller over, viste det sig, at de kunne skabe en række af blokke, der skiftevis går over eller under hinanden på en måde, der minder om fingre der flettes – deraf navnet 'finger rafting'.

»Det er et overraskende mønster, der minder meget om tænderne i en lynlås, og ofte ses, når flydende is støder sammen,« skrev John Wettlaufer, der er professor i geologi ved Yale Universitet i USA, og som var hovedforfatter på studiet.

Iskapper har ofte flossede kanter, og derfor kan de ulige kanter, ifølge forskerne i studiet, enten bukke over eller under, når de mødes.

»Fordi de flydende kapper er en anelse fleksible, reagerer de begge med en række krusninger eller bølger, som spreder sig ud fra det oprindelige punkt for sammenstødet,« skriver forskerne i studiet.

LÆS OGSÅ: Forskere er mystificerede over sært hav-fænomen

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.