Modificeret spinat kan bruges som bombe-detektor
Kilde: 
04 november 2016

Vi skal spise masser af spinat, hvis vi vil være ligeså stærke som Skipper Skræk. Men nu har forskere givet spinaten en ny funktion. En modifceret udgave af spinaten kan nemlig detektere sprængstof, skriver forskning.no.

Forskere fra Massachusetts Institute of Technology har udstyret en spinatplante med små karbonrør, der kan registrere, om der er sprængstof i grundvandet. Hvis der er sprængstof til stede, kan man se det på spinatplanten med infrarødt lys.

Det tager kun spinatplanten ti minutter at trække vand op gennem rødderne og op til bladene. Forskerne har modificeret planten, så der inde i dens blade findes små nanopartikler, som kan aflæses med en laser, fordi det får bladene til at afgive fluorescerende lys.

LÆS OGSÅ: Skipper Skræk har ret: Spinat giver store muskler

Karbonrørene inde i bladene reagerer på nitroaromatiske forbindelser, og når det sker, vil den modificerede plante afgive lys.

Men det er ikke kun spinat, der kan bruges til at undersøge, hvad der er i jorden og i grundvandet.

»Vores studie viser, hvordan man også kan gøre det her med andre planter og tjekke for næsten hvad som helst,« fortæller Michael Strano, der er professor i kemisk teknologi ved Massachusetts Institute of University og medforfatter på det nye studie, ifølge forskning.no.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nature Materials.

LÆS OGSÅ: Danske kemikere vil erstatte bombehunde med kunstig næse

LÆS OGSÅ: Hvordan smager atombombet øl?

agr

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.