Mange sexpartnere svækker udviklingen hos fugle
Kilde: 
15 april 2017

Et gammelt råd lyder, at man ikke skal lægge alle sine æg i én kurv, men hvis man vil sikre artens overlevelse, skal man heller ikke sprede dem i for mange.

Det er konklusionen i et nyt studie, hvor forskere fra England, USA, Tyskland, Sverige og Madagaskar har undersøgt den genetiske mangfoldighed i populationer af vadefugle.

Jo mere polygamt fuglene lever, des mindre mangfoldig er genetikken, skriver Independent.

Seksuel reproduktion er drivkraften bag evolution, men det tyder altså på, at det kan betale sig at holde sig til én partner.

Forskergruppen indsamlede DNA-prøver fra 79 forskellige populationer af vadefuglen præstekrave. Nogle af grupperne var monogame, mens andre var polygame og konstant på jagt efter den næste seksualpartner.

»Vores studie viser, at det pres, der ligger i at skulle finde mere end en partner, får polygame vadefugle til at afsøge større områder, og undervejs spreder de deres gener,« siger Josie D'Urban Jackson, der er medforfatter på studiet, til Independent.

I takt med spredningen, bliver de genetiske forskelle mellem individerne i gruppen gradvist mindre, og det svækker udviklingen af arten.

De frisindede fugle parrer sig dog ikke med hvem som helst. Det tyder nemlig på, at fugle, ligesom mennesker, har individuelle præferencer - og går efter bestemte typer - når de er på jagt.

Studiet er publiceret i Evolution.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.