Lille numsefisk skyder lys ud af enden

Maven er et vindue ud til verden. Skællene er persienner. Og lyset? Ja, det bliver produceret og skudt ud af kroppens mørkeste sted.

To nye arter af en i forvejen meget sjælden type dybhavsfisk er blevet opdaget i nærheden af landet Samoa samt øst for New Zealand i det sydlige Stillehav. Fiskene, der endnu ikke har noget dansk navn, ligner mildest talt en gyserversion af ’Find Nemo’.

»Vi har opdaget de her meget mærkelige dybhavsfiskearter, som skyder lys ud af bagenden og kommunikerer via en flad underside, som aldrig er set hos dybhavsfisk før,« fortæller biolog Jan Yde Poulsen, som er tilknyttet Australian Museum og Grønlands Naturinstitut.

Det nye studie er publiceret i det anerkendte tidsskrift Plos One.

LÆS OGSÅ: Lille fisk efterligner blæksprutte

»Det er et rigtig flot studie«

De to nye arter tilhører en gruppe af fisk, som hovedsagligt lever på mellem 300 og 700 meters dybde. Indtil nu har man kun kendt til to arter inden for denne fiskegruppe – hvis navn fra amerikansk til dansk kan oversættes ’tøndeøjne’ – men med de to nye arter viser det sig, at gruppen i virkeligheden dækker over i hvert fald fire arter.

Mens de to kendte arter lever i Atlanterhavet, ser det ud til, at de nye arter kun lever i Stillehavet. Tidligere troede man ellers, at denne grupppe af tøndefisk levede i hele verden. Men det ser altså ikke ud til at være tilfældet.

»Det er et rigtig flot studie, som fremhæver dybhavsfiskenes mangfoldighed og værdien af detaljerede, morfologiske (læren om ordet og dets opbygning, red.) studier og nye indsamlinger,« skriver evolutionærbiolog Leo Smith, som arbejder ved University of Kansas, i en mail til Videnskab.dk. Han fortsætter:

»Jeg blev oprigtigt talt glædeligt overrasket over, at de fandt disse nye arter blandt de eksisterende. Det er flot, at de har opdaget og dokumenteret denne hidtil ukendte mangfoldighed blandt arter af dybhavsfisk.«

LÆS OGSÅ: Fisk er også vanedyr

Lyset adskiller én art fra en anden

Jan Yde Poulsen opdagede de nye arter mere eller mindre ved en tilfældighed. Da han i forbindelse med sit arbejde fik adgang til nogle næsten friske fisk fra en ekspedition af University of Tokyo i det sydlige Stillehav, fik han øje på noget spektakulært. Lysorganerne hos nogle af eksemplarerne skilte sig ud.

Straks ringede alarmklokkerne.

»Det er lidt sjovt, for jeg har næsten aldrig arbejdet med lige nøjagtig de her fisk før – de er meget, meget sjældne – men allerede fra første gang jeg så disse eksemplarer, var jeg klar over, at der var et eller andet mærkeligt ved dem,« fortæller Jan Yde Poulsen og fortsætter:

»De her lyssystemer er nogle, man også kender fra andre dybhavsfisk – faktisk fra de fleste fisk, som lever i de vandmasser – men vi ved, at lige så snart vi ser variationer i lyssystemerne, har vi næsten altid at gøre med forskellige arter.«

LÆS OGSÅ: Kan fisk prutte?

Sender lys fra røven ud gennem maven

Evnen til at lyse sig selv op, også kendt som bioluminescens, er udbredt blandt dybhavsfisk. Hos denne gruppe af tøndefisk fungerer lyssystemet generelt sådan, at lyset sendes ud via pigmenterede skæl på undersiden af fisken, hvorfor de nogle steder i verden også kaldes ’spejlmaver’.

Systemet er egentlig såre simpelt: Når fisken trækker sine skæl sammen, ’slukker’ den for lyset, og når den åbner dem igen, kommer lyset ud i et mønster, som er bestemt af pigmenteringerne og adskiller sig fra art til art. Som en slags persienner med mønster.

Men, viste det sig, de nye arter adskilte sig også fra de eksisterende på et andet punkt. Deres lys bliver nemlig skabt i en udposning i fiskens numse.

»De skyder simpelthen lys ud af endetarmen og sender det ind i en stor struktur i bugen og derefter ud gennem pigmenterede skæl på undersiden,« siger Jan Yde Poulsen.

LÆS OGSÅ: Hvad drikker fisk?

Fiskene bruger lyset til at kommunikere

Variationerne i fiskenes pigmentering fortæller dog andet og mere, end at der er tale om forskellige arter. De tyder nemlig også på, at fiskene bruger lyset til at kommunikere med hinanden, fortæller Jan Yde Poulsen.

»Ingen har tidligere bemærket, at det kan være måden, de kommunikerer på, men når nu pigmenterne varierer, kan det simpelthen ikke forholde sig anderledes,« siger han.

Og det er en interessant teori, lyder det fra Leo Smith.

»Den rolle, de foreslår for pigmentering, som kan være oplyst af bioluminescens og er artsspecifik, er virkelig interessant. Det er svært at teste sådanne hypoteser i fisk på de her dybder, men tanken er klog og hjælper med at forklare, hvorfor denne funktion er så brugbar, når man skal skelne mellem arter,« skriver han til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Er fisk i virkeligheden usundt?

Formalin ødelægger fiskenes pigmentering

Da Jan Yde Poulsen første gang så numsefiskene fra Stillehavet, var det åbenlyst for ham, at der var tale om en ny slags pigmentering og dermed nye arter. Dernæst lå tanken om et kommunikationssystem lige for, fortæller han.

Så hvorfor er der aldrig nogen andre, der har tænkt det før?

Forklaringen er formentlig ret lavpraktisk. Fiskene var i dette tilfælde lagt i alkohol ind i en fryser – en metode, der bevarer form og farver godt inden for et kort tidsrum – og det er ret unikt for de dybhavsfisk, forskerne typisk får mellem hænderne.

»Det materiale, man som forsker normalt får lejlighed til at undersøge, har typisk været præserveret med formalin og derefter opbevaret i alkohol. På den måde kan det holde i rigtig mange år. Men det havde de her fisk ikke, og det viste sig at være afgørende; formalinen ødelægger åbenbart fiskenes pigmentering,« siger Jan Yde Poulsen og fortsætter:

»De her fisk er meget skrøbelige, og hvis man har kunnet se en eller anden grad af forskellighed tidligere, har man bare tænkt det som småvariationer inden for arten. Så det er faktisk meget vigtigt, at man ser dem, før de bliver konserveret.«

LÆS OGSÅ: Klog fisk fanget på video

Vi ved forbavsende lidt om dybhavet

Fundet af de to nye arter er en god påmindelse om, hvor lidt vi egentlig ved om dybhavet, mener Leo Smith. Selv når det kommer til de arter, som vi tror, vi allerede kender.

»Der er mange fiskerier, som tager fisk fra de øvre dele af dybhavet i store mængder uden at identificere dem ordentligt. Erkendelsen af, at der findes mange besynderlige arter selv blandt sjældne grupper af dybhavsfisk, er blot et ekstra bevis på, at vi er nødt til at fortsætte med at indsamle disse fisk og give kommercielle fiskere de nødvendige redskaber til at identificere kritiske arter, før vi driver dem til udryddelse,« skriver han.

En anden dybhavsekspert, som ikke har været med til at identificere de nye arter, stemmer i.

»Jeg er ikke overrasket over, at de gør dette fund, for selv i dag er der mange spørgsmål i dybhavet, som mangler svar – selv når det kommer til basal artssammensætning i en fiskefamilie, i slægter eller i regioner i verdens have,« skriver Karsten Hartel, som er ansvarlig for forvaltningen af samlinger på Harvard’s Museum of Comparative Zoology, til Videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Kan fisk tåle frostvejr?

Vi ved mere om Månen end om det dybe hav

Indsatsen for at udvide forståelsen af dybhavet bør intensiveres, mener Jan Yde Poulsen.

»Hvis man har som målsætning at beskytte liv og diversitet, er den absolutte baseline at vide, hvad diversiteten er. Det ved vi ikke. For eksempel har jeg selv og kollegaer ombord R/V Pâmiut, Grønlands Naturinstituts forskningsskib, fundet næsten 50 nye distributioner af fisk omkring Grønland, siden jeg startede i 2006. Vi har udelukkende fundet dem, fordi vi har prioriteret det ombord, undersøgt og samlet materiale til senere brug,« siger han og fortsætter:

»Indsatsen har været utilstrækkelig gennem mange år, hvilket er grunden til, at vi har fundet så mange nye distributioner. Det er vigtigt at huske på baseline, når man bruger fisk og andre organismer, hvilket er meget populært for tiden, som biomarkører for klima- og temperaturændringer. Man må simpelthen ombord, ud at fiske – des dybere des bedre – samle nyt materiale og så bruge masser af tid efterfølgende foran mikroskopet.«

Leo Smith er enig. For nylig var han medforfatter på en videnskabelig artikel, hvori han og hans kollegaer kortlagde vores eksisterende viden om dybhavets bioluminiscente fisk. Han slutter af med ordene:

»Det er måske lidt en kliché at sige, at vi ved mere om Månens overflade end om Jordens dybe hav, men det er sandt. Det er fuldstændig kritisk, at vi forstår livets diversitet på vores planet. Vi kan ikke styre, bevare, drage fordel af eller sameksistere med andet liv på Jorden, hvis vi ikke ved, hvad det er.«