Penkowa fratages sin doktorgrad
12 september 2017

Københavns Universitet har frataget Milena Penkowa den medicinske doktorgrad, hun opnåede i 2006 ved universitetets sundhedsvidenskabelige fakultet.

Beslutningen er truffet enstemmigt af fakultetets akademiske råd 5. september 2017, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Der er tale om to forskellige doktordisputatser, hvoraf den første i 2003 blev afvist, fordi hun ikke havde foretaget dyreforsøg, som ellers fremgik af disputatsen.

Det havde hun forfalsket i centrale dokumenter, hvilket blev fastslået ved Østre Landsrets dom 8. september 2016. Efterfølgende afleverede hun en anden disputats, som blev godkendt.

Hvis fakultetet havde været bekendt med disse forhold, ville fakultetet have afvist at behandle den anden doktordisputats, som Milena Penkowa fik doktorgraden for, skriver de i pressemeddelelsen.

»Tildelingen af en doktorgrad er en stor akademisk anerkendelse med forventning om en høj faglig troværdighed, ligesom den skal være udtryk for betydelig videnskabelig indsigt og modenhed. Disse forudsætninger har Milena Penkowa ikke levet op til, fastslår Akademisk Råd,« skriver Københavns Universitet i pressemeddelelsen.

viw

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.