Inge Lehmann og de usynlige danske videnskabskvinder
Inge Lehmann (1888-1993) er den glemte seismolog, der i 1936 opdagede Jordens indre kerne. (Foto: OI-i.lavin)

Inge Lehmann (1888-1993) er den glemte seismolog, der i 1936 opdagede Jordens indre kerne. (Foto: OI-i.lavin)

Fair nok at de fleste ikke kan navnene på obskure botanikere i 1600-tallet, men der er sket en svipser, når en verdensberømt dansk videnskabsmand, der havde sin storhedstid så sent som i 1960’erne, er ukendt. Måske skyldes det, at vedkommende ikke var videnskabsmand, men videnskabskvinde.

Inge Lehmann (1888-1993) er den glemte seismolog, der i 1936 opdagede Jordens indre kerne. Hun får sin første tv-dokumentar, når DR Kultur onsdag den 25. februar bringer fjerde afsnit i serien Store Danske Videnskabsfolk. Serien er lavet i samarbejde med min arbejdsplads Experimentarium.

Hvis du vil vide mere om hendes forskning, må du se med kl. 21.30 på onsdag eller læse disse glimrende artikler om hende på Videnskab.dk.

Her på bloggen vil jeg i stedet gruble over, hvad vi kan lære af hendes historie.

I et land med så få helte, hvordan kunne vi så overse en international stjerne som Inge Lehmann? Og hvorfor er Danmark stadig et af de sløveste vestlige lande til at hyre kvindelige forskere?

Fremdriftsreform er gift for genier

For det første kan Inge Lehmanns vej til succes lære os, at ukonventionelle genier ofte tager den ukonventionelle skovsti fremfor motorvejen hen mod gennembruddet, og at standardiseringer af forskningsmiljøerne derfor er gift for disse originaler.

Inge Lehmann havde aldrig klaret sig på et moderne dansk universitet. Hun tog en pause mellem sin bachelor- og kandidatgrad på syv år og udgav artiklen om den indre kerne som 48-årig. Hun fik aldrig en ph.d.-grad eller en professortitel, og hun var nervøst anlagt og gik ned med stress.

Synderlig produktiv var hun heller ikke med de videnskabelige artikler. Fremdriftsreform og publikationsræs ville have skræmt hende væk.

Inge Lehmann var ikke en samlebåndsvare, og vil vi have flere som hende, må vi sørge for at indrette oaser på universiteterne til 'late bloomers' og enspændere som hende. De kvæles i ECTS-tællelege, New Public Management og Den Bibliometriske Forskningsindikator.

Bohr versus Lehmann

For det andet minder Lehmanns historie os om, at den patriarkalske dominans i den danske forskerverden langt fra sluttede i 1875, da universiteterne blev åbnet for kvinder. 

Mens den jævnaldrende Niels Bohr fik brolagt vejen til akademisk succes med rygklap, mentorer, forbindelser til samfundsspidser og en støttende kone, så måtte Inge Lehmann løbe forhindringsløb.

Matematikken og fysikken var lukket for kvinder, så hun måtte 'nøjes' med det nyetablerede felt seismologien. Hun fik ingen forskningsmidler eller assistenter, men måtte forske i sin fritid. På et tidspunkt blev en professorstilling i geofysik slået op på Københavns Universitet, hvortil Lehmann utvivlsomt var den bedst kvalificerede.

Stillingen var dog tiltænkt en af Niels Bohrs nærmest, og da Lehmanns institutleder var svoger til Niels Bohr, så fik hun heller ingen støtte der. Da Lehmann alligevel søgte i protest, valgte man slet ikke at besætte stillingen.

Først da Niels Bohr fik en henvendelse fra den verdenskendte sir Harold Jeffreys i 1962, skete der noget. Jeffreys undrede sig over, at Lehmann ikke havde fået nogen anerkendelse i hjemlandet. I 1965 – 74 år gammel – fik hun Videnskabernes Selskabs guldmedalje, og i 1968 blev hun æresdoktor ved Københavns Universitet.

Inge Lehmann minder os om, at det krævede en murbrækker for at slå revner i glasloftet og møve sig ind i den danske forskerverden på hendes tid. 

Hvor er Lehmanns efterkommere?

Men det var jo dengang. Ingen kvindelige topforskere går vel rundt i skyggesiden på et dansk universitet i dag?

Jo, det gør de. Den tredje ting, vi kan lære af historien, er, at Danmark ikke har lært af Lehmann-fadæsen og stadig er et af de ringeste vestlige lande til at udnytte kvinders forskningstalent.

I europæisk sammenhæng er vi i den gumpetunge ende. Vi ligger under gennemsnittet i stort set samtlige tabeller, mens vores nordiske naboer alle ligger over Danmark. Cirka 18-20 procent af europæiske professorer er kvinder – i Danmark er det 15 procent. Cirka 15,5 af de europæiske institutledere er kvinder. I Danmark er tallet 14,4 procent, mens alle de nordiske lande når over 20 procent.

Vi er et land, der praler af høj ligestilling, men vi fik altså den første kvindelige professor i fysik i 2001 (Dorthe Dahl-Jensen)! Det var næsten 40 år efter svenskerne, der med Inga Fischer-Hjalmars fik deres første i 1963. Verdens første fysikprofessor var italienske Laura Bassi, og hun fik sin titel i 1732.

Maskulin kulturarv

Jeg tror, grunden til denne træghed sammenlignet med andre lande skal findes i vores kønsdiskurser, der aldrig rigtig bliver endevendt. Især den borgerlige fløj har de senere år haft held med at dysse debatten ned med henvisning til, at der lovgivningsmæssigt er kønslighed i Danmark. Det er derfor kvindernes egen skyld, hvis de fravælger en postdoc til fordel for surdej og babyalarmer.

Vi har bare fortrængt, at en langvarig patriarkalsk kulturarv har sat sig spor i den kollektive hukommelse. Man må forvente, at flere århundreder med kategorisk afvisning af kvinder ved universitetsporten påvirker de næste generationer. Den arketypiske professor er stadig en mand.

Nelson Mandela indrømmede for eksempel også, at sorte piloter gjorde ham ængstelig, for den arketypiske pilot er en hvid mand.

Det er altså ikke lovgivningen, den er gal med, men vores kulturelle programmering.

Over hver femte professor i naturvidenskab i USA er kvinde

I andre lande har man erkendt denne kulturelle bias og sat progressive initiativer i gang allerede for årtier siden. De store amerikanske universiteter søger aktivt flere kvindelige studerende, og nationale initiativer som National Science Foundation’s ADVANCE skal øge antallet af fastansatte kvinder i forskning.

Selv Barack Obama har flere gange udtalt sig om problematikken:

»One of the things that I really strongly believe in is that we need to have more girls interested in math, science, and engineering. We’ve got half the population that is way underrepresented in those fields and that means that we’ve got a whole bunch of talent…not being encouraged the way they need to.«

Jeg har ledt og ledt, men jeg kan ikke finde den type citater fra hverken Helle Thorning Schmidt, Lars Løkke Rasmussen eller Anders Fogh Rasmussen.

Over hver femte professor i naturvidenskab i USA er kvinde, og i lande som Tyrkiet og Portugal er det mere end hver fjerde. I Danmark er det hver tiende. Den dansker, der er tættest på en nobelpris i øjeblikket, er fysikeren og kvinden Lene Vestergaard Hau. Pudsigt nok forlod hun Danmark til fordel for USA, hvor hun blev professor i 1999.

Biologi eller samfundsstrukturer

Problemet er, at debatten herhjemme er gået i selvsving. Kun ét spørgsmål søges besvaret: Er grunden til skævheden kvinders biologi eller strukturelle barrierer? Som om problemet forsvinder, hvis blot vi erkender, at det er kvindens æggestokke, der hiver mere i hende end partikelacceleratoren.

Denne polarisering af debatten er dog absurd, især når vi sammenligner den med debatten om mænds deroute på gymnasierne og bacheloruddannelserne.

Her lyder forklaringen, at uddannelsesstrukturerne simpelthen ikke tager nok hensyn til drengenes biologi. Ofte sættes der trumf på med en begrundelse, der får mine feministiske røde uldstrømper til at selvantænde: Det er feminiseringen af samfundet, der er skyld i, at drengene ikke magter de akademiske uddannelser.

Feminiseringen! Altså den store overvægt af kvinder i daginstitutionerne forstås (for vi husker jo alle de lange historiske perioder, hvor det primært var fædrene, der opdrog de 0-6-årige). Tøsede pædagoger hindrer åbenbart drengene i at udvikle sig i en sund mandig retning, der ruster dem til en boglig uddannelse. Men bevares, flere krigslege er selvfølgelig god træning hen mod en karriere som litteraturhistoriker.

Man kan jo drillende spørge, om mænd biologisk set bare er uegnede til stillesiddende, intellektuel fordybelse? Det er i hvert fald hykleri at påstå, at strukturer bremser drengene, mens biologien bremser pigerne.

På Inge Lehmanns tid holdt man hende aktivt ude af den lille danske forskerloge, i dag gør vi det ubevidst og subtilt. I dag siger vi, at kvindens prioriteringer er hos børnene, hvilket besværliggør en forskerkarriere. I 1892 hed det i Tidsskrift for Den norske Legeforening, at 'hjernen kan ikke udvikle sig samtidig med ovarierne'. Den biologiske determinisme længe leve.

Positiv særbehandling?

Hvad kan vi så gøre? Tja, mens de amerikanske eliteuniversiteter skovler alt det kvindelige talent til sig, de kan få fat på, så lyder der ramaskrig i Danmark, hver gang man aktivt vil styrke kvinderne.

Både YDUN- og FREJA-puljerne, der skulle tilgodese kvindelige forskere kom under heftig beskydning trods lignende succesfulde ordninger i nabolandene. Hovedargumentet er hver gang, at kvinderne ender som andenrangsforskere og er bedre tjent med at søge på lige vilkår med mændene. Jeg hører bare ikke de borgerlige bjæffe over, at stort set samtlige daginstitutioner i landet har favoriseret mandlige ansøgere – er de andenrangspædagoger?   

Hvert et skolebarn bør kende Inge Lehmanns navn på linje med Tycho Brahe, Niels Bohr og H. C. Ørsted. Og hvert et skolebarn kan forhåbentlig om 50 år remse en liste af berømte kvindelige forskere op, men det kræver, at talentet plejes.

Den største skam er ikke, at der er få kvindelige professorer i Danmark. Den største skam er, at vi ikke taler om det som et problem, der skal løses af samfundet. Derfor er Inge Lehmanns historie så vigtig. Den minder os om, at vi stadig ikke magter at fremme og hylde vores kvindelige talenter.

Hvis vi skal leve af viden og innovation i fremtiden, må vi død og pine sørge for at udnytte alt det åndelige råmateriale, vi har. Der er flere som Inge Lehmann derude.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud