I aften kan du se orange og blågrønne stjerneskud
Om aftenen, tirsdag 13. og onsdag 14. december, kan du opleve op mod 120 stjerneskud i timen i orange, grønlige og blå farver. Fænomenet kaldes Geminiderne og optræder én gang om året, forklarer en astrofysiker.
stjerneskud stjernehimmel stjerner geminiderne

På billedet ser du fænomenet Geminiderne, der er farvede stjerneskud. Tirsdag 13. og onsdag 14. december kan du opleve det smukke syn på aftenhimlen (Foto: Shutterstock).

I aften, tirsdag 13. december, skal du kigge op.

Himlen vil nemlig glimte med hvide, orange og blågrønne stjerneskud, et fænomen, der går under navnet Geminiderne.

»De forskellige farver skyldes, at stjerneskuddene består af forskellige grundstoffer. Jern lyser gulligt, magnesium giver en grønblå farve, og natrium lyser orange,« forklarer Michael Lindholm Nielsen, der er astrofysiker på Brorfelde Observatorium.

Op til 120 stjerneskud i timen

Når du i aften og i morgen står på din altan eller går en tur med hunden, kan du se helt op til to stjerneskud i minuttet.

»13. og 14. december kan du opleve mellem 80 og 120 stjerneskud i timen. Godt nok er der fuldmåne, hvilket kan gøre det sværere at se dem tydeligt. Men Geminiderne lyser meget kraftigt, så man kan sagtens se dem, hvis man er tålmodig,« siger Michael Lindholm Nielsen.

Stjerneskud er i virkeligheden meteorstorme, der opstår når Jordens atmosfære støder ind i rester fra kometer eller i sjældne tilfælde asteroider.

»Når kometen nærmer sig Solen, bliver den ekstremt varm, og dele af den kan rive sig løs. Hvis det løsrevne kometmateriale rammer Jordens bane, får vi det, man kalder en meteorstorm,« forklarer Michael Lindholm Nielsen og tilføjer:

»På Jorden ses stormen som talrige stjerneskud. Kometmaterialet kommer ind med en meget høj fart, og derfor lyser det på himlen. Du vil typisk se en lysende hale, der varer i omkring to sekunder,« siger Michael Lindholm Nielsen.

LÆS OGSÅ: Hvor forsvinder meteorerne hen, når de brænder op i atmosfæren?

Geminiderne er måske rester fra en asteroide

Når stjerneskuddene lyser med farver, handler det om meteorens kemiske sammensætning eller grundstof, forklarer Michael Lindholm Nielsen.

Og her adskiller Geminiderne sig fra andre meteorstorme, som vi altså fra Jorden ser som stjerneskud på himlen.

»Geminiderne er en meteorstorm, der i modsætning til de fleste andre meteorstorme formentlig ikke stammer fra en komet. Den gængse teori er, at Geminiderne stammer fra en asteroide,« siger han.

stjerneskud stjernehimmel stjerner geminiderne

På billedet ses forskellige stjernebilleder. Fænomenet Geminiderne har sit navn, fordi stjerneskuddene udspringer af det stjernebillede, der hedder Gemini, som betyder Tvilling. (Foto: Shutterstock). 

Asteroider er klippestykker, der hovedsageligt kredser i banen mellem Mars og Jupiter. En gang imellem kan de dog slås ud af deres bane og ind i Solens.

Varmen fra Solen kan løsrive dele af asteroiden og skabe en meteorstorm. Det er sådan, man mener, at Geminiderne opstår, forklarer Michael Lindhom Nielsen.

»Asteroider består, modsat meteorer, af jern, hvilket giver denne her lyse og gullige farve i nogle af stjerneskuddene,« siger Michael Lindholm Nielsen.

LÆS OGSÅ: Forsker: »Vi er blevet ramt af asteroider før – og vi vil blive ramt igen«

Flest stjerneskud om natten

Det ideelle tidspunkt at spotte de farvede stjerneskud på er natten mellem 13. og 14. december, forklarer Michael Lindholm Nielsen.

»Du kan se dem på hele himlen, men oplevelsen er størst 90 grader til højre eller venstre for stjernebilledet Geminiderne eller Tvillingerne, som de hedder oversat fra latin,« siger han.

LÆS OGSÅ: Tag en mageløs rejse gennem kosmos

Dog kan du også se dem om eftermiddagen, når Solen er gået ned.

»Jeg vil foreslå, at du går ud efter aftensmaden, når du alligevel skal ud med hunden eller bare trænger til lidt luft. Det er et meget smukt syn,« siger Michael Lindholm Nielsen.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud