Hvaler sørger over de døde ligesom mennesker
20 juli 2016

Hvaler er allerede blandt nogle af de dyr, vi anser for de mest intelligente og sociale.

Nu viser et nyt studie endnu et tegn på, at hvaler knytter tætte bånd.

I det nye studie har man set syv forskellige hvalarter holde fast i en død krop af deres ven eller familie. Det skriver National Geographic.

»De sørger. De føler smerte, og de er stressede. De ved, at noget er galt,« siger Melissa Reggente, medforfatter på studiet og biolog ved University of Milano-Bicocca i Italien, til National Geographic.

Forskere finder flere og flere arter, fra giraffer til chimpanser, som opfører sig på en måde, der minder om sorg.

Læs også: Kan dyr sørge over de døde?

I studiet indsamlede Reggente og hendes kolleger rapporter om sørgende adfærd hos syv hvalarter - fra den store kaskelothval til den noget mindre langnæbbede delfin.

Her fandt de, at alle syv arter var blevet set blive ved deres døde.

»Vi fandt ud af, at det var meget almindeligt, og at det sker over hele verden,« siger Reggente til National Geographic.

Forskere på en båd i Det Røde Hav, så for eksempel et øresvin skubbe et råddent lig af et mindre øresvin rundt i vandet. 

Efter forskerne havde fanget liget med en en lasso og begyndte at hive det mod land for at begrave det, svømmede det voksne øresvin efter og rørte ind i mellem ved liget.

Da de nåede ind til land, blev øresvinet længe ved kysten.

Det nye studie er netop udgivet i tidsskriftet Journal of Mammalogy.

I videoen herunder, kan du se en delfin, der bærer rundt på en død ven eller slægtning.

(Video: Dolphin Safari)

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.