Hvad skal vi med videnskaben?
videnskab forsøg blog forsker hvad skal vi

Der bliver brugt mange skattekroner på forskning, men hvad kan vi rent faktisk bruge videnskaben til? (Foto: Shutterstock)

I den forskningspolitiske debat er det som oftest en uudtalt præmis, at videnskab er et gode, som det for skatteyderne er værd at betale for.

Men hvad er det helt præcist, vi regner med at få ud af investeringerne i forskning? Hvad kan man få ud af dem?

Hvad siger videnskabsministeren?

Vi kan jo starte med at se på, hvad videnskabsminister Helge Sanders har sagt om sagen. I en interessant artikel fra 2004 giver Helge Sander et godt og klart formuleret svar på spørgsmålet.

Sander forklarer blandt andet, at bevillingerne til området er blevet løftet, »fordi disse investeringer skal være med til at bane vejen for, at Danmark vinder kapløbet om fremtidens arbejdspladser. [...]

Alle de nye spændende produkter er dybest set et udtryk for, at forskning i praksis bliver omsat til produkter. Og den hårde konkurrence om at kunne levere til den laveste pris viser også, at vejen fra forskning til faktura er blevet kortere.«

Den forskningspolitiske opgave er, ifølge Sander, »at sikre, at vore universiteter og vidensmiljøer rent faktisk står parat til fremtiden. Eller sagt anderledes: At vi får indrettet forskningen, så den i højere grad svarer til de behov, erhvervslivet har. For sammenhængen er ganske enkel.

Hvis dansk erhvervsliv ikke får masser af ny viden, nye idéer, innovation og veluddannede medarbejdere, så har vi ganske enkelt ikke råd til at betale for den velfærd, som vi alle sammen ønsker, vi og vore børn skal nyde godt af.« (De Bergske Blade, 16. november 2004, 1. sektion side 4).

Forskning som strategisk ressource

For Sander er forskning altså en strategisk ressource: Forsknings- og universitetsmiljøers primære opgave er at støtte erhvervslivet i dets bestræbelser på at skabe salgbare produkter.

Dette vil på sigt skabe arbejdspladser, vækst og velfærd, og på den måde vil investeringerne i forskning (forhåbentlig) komme til at betale sig. Det lyder jo umiddelbart som en meget rimelig tankegang.

Det er trods alt skatteyderne, der betaler forskningsbevillingerne, og derfor bør de selvfølgelig også få noget ud for pengene. Der er imidlertid et par problemer i ræsonnementet.

Hvad med den kritiske forskning?

For det første kan forskning skabe værdi på flere andre måder end ved at producere velfærd. Som vi har været inde på ved flere lejligheder her på bloggen, har den offentligt finansierede forskning en vigtig rolle som borgernes beskytter, og vagthund over for de produkter og den forskning, industrien leverer.

Der kommer ikke nødvendigvis nye salgbare produkter ud af at afsløre, at nanopartikler skader som asbest (for nu at tage et eksempel her fra sitet). Men den type forskning er alligevel særdeles værdifuld for os almindelige borgere.

Desværre har en lang række uheldige sager vist, at et for tæt samarbejde mellem erhvervsliv og universiteter gør det lettere for erhvervslivet at presse de universitetsansatte forskere til at nedtone kritik. Det samme gør sig i øvrigt gældende, når ministerier køber forskning hos universiteterne (som sagen om Miljøministeriets pression af DMU viste).

Så Helge Sanders ønske om at øge det kommercielle udbytte af forskningen, ved at skabe et tættere samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv, øger risikoen for, at den kritiske forskning bliver svækket. Man må altså her enten træffe et valg, eller sørge for, at samarbejdet mellem universiteter og erhvervsliv bliver reguleret på en sådan måde, at risikoen for pression minimeres.

Frisættende forskning

Videnskab kan også have ikke-kommerciel værdi, i kraft af sit frisættende potentiale. Det er en kvalitet, man hyppigst finder i humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning. I korte træk kan forskning frigøre ved for eksempel at afdække skjulte magtstrukturer, eller ved at sætte spørgsmålstegn ved fordomme og vedtagne normer.

Den slags forskning skaber selvfølgelig heller ikke umiddelbart salgbare produkter, men den kan være et afgørende redskab i vores konstante forsøg på at forstå og gennemskue os selv og det samfund, vi lever i.

Forskning som kulturel ressource

Endelig udgør videnskab også en kulturel ressource. Mennesket stræber, som Aristoteles bemærkede, af natur efter viden. Vi har et ønske om at vide hvordan alting hænger sammen og fungerer, og videnskab er en (blandt flere) måder at tilfredsstille denne stræben på.

En hjemmeside som videnskab.dk er faktisk et rigtig godt eksempel på, at forskning kan skabe værdi på denne måde: De fleste af hjemmesidens brugere læser (vil jeg tro) artiklerne af ren nysgerrighed og ikke for at skabe kommerciel nytte. Så her fungerer videnskaben sådan set som et kulturelt gode på linje med gode bøger, musik og teaterstykker.

Alt i alt har videnskab altså mange funktioner, udover at levere nye, salgbare produkter. Og det skal man selvfølgelig være klar over, når man overvejer, hvad man vil have ud af videnskaben. Og ikke mindst når man diskuterer, hvordan de sparsomme forskningsmidler skal fordeles. Andre forslag til videnskabens funktioner modtages gerne nedenfor!

Strategisk forskning eller grundforskning?

Men lad os nu vende tilbage til det kommercielle udbytte af forskningen. For her støder vi på nok et interessant punkt i Helge Sanders argumentation: Tilsyneladende går ministeren ud fra, at man mest effektivt skaber kommerciel nytte, hvis forskningen tilrettelægges efter erhvervslivets behov. Det er imidlertid en antagelse, der har været kilde til megen diskussion.

Groft sagt kan man skelne mellem grundforskning, hvor forskerne får frihed til at følge deres egen nysgerrighed, og strategisk forskning, hvor forskerne bindes til at løse et bestemt problem. Argumentet for strategisk forskning er (som ministeren antyder), at man får et bedre udbytte af forskningen, hvis man koordinerer indsatsen og retter den mod samfundets behov.

Desuden undgår man, at de statsbetalte forskere spilder tiden (og pengene) på ubrugelige forskningsprojekter, som det jo ind i mellem sker med den frie forskning (se Ignobelprisens hjemmeside for eksempler!).

Grundforskning skaber nye erkendelser

Argumentet for grundforskning er, at kun grundforskningen skaber afgørende og banebrydende nye erkendelser. Med den strategiske forskning finjusterer man blot det, vi allerede ved, men med grundforskningen finder man fundamentalt nye måder at gøre tingene på.

Som Ben Roy Mottelson udtalte det til Scient (2009, no. 3, side 25):

»Hvis H.C. Ørsted, der opdagede elektromagnetismen i 1820, havde levet under de strategiske forskningsråd, havde han i stedet opfundet en forbedring af stearinlyset.«

En anden væsentlig anke mod den strategiske forskning er, at det naturligvis er svært at forudsige, præcis hvilke forskningsområder, der i fremtiden vil give kommercielt afkast. Og der er gode eksempler på, at strategiske satsninger har slået fejl.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud