Hvad kan jeg gøre for at hjælpe bierne?
Rundt om i verden har bierne det hårdt, og bestandene af bier falder år for år. Det kan komme til at gå ud over verdens fødevareproduktion. En læser vil vide, om han kan gøre noget for bierne. Vi spørger en forsker til råds.
Bier, afgrøder, overlevelse, biodiversitet

Bier er truet fra mange forskellige fronter. Hvis bierne bliver presset meget mere, kan det komme til at give fødemangel i verden, da der i så fald ikke vil være bier nok til at bestøve alle de afgrøder, som verdens befolkning har brug for. (Foto: Shutterstock)

Bier over hele verden kæmper en kamp for at overleve. Nogle dør på grund af madmangel, andre dør på grund af mangel på husly, mens en helt tredje gruppe mister livet på grund af pesticider.

Vores læser Jonas Bjørnson synes, at det er synd for bierne, og han vil gerne vide, om han kan gøre noget for dem.

Specifikt foreslår han selv, at han kun køber økologisk honning, men han vil gerne vide, om det nu også er en god idé, og om han kan gøre andet.

Derfor har han skrevet ind til Spørg Videnskaben.

»Som forbruger kan man undgå at spise kød, hvis man bekymrer sig om dyrevelfærd og miljøet, men jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre for at støtte op om bierne. Støtter man reelt set bierne ved at købe mere honning, eller hjælper det ikke noget, og hvad hvis man kun køber økologisk honning, er det så bedre?« skriver Jonas i sin mail til os.

Bier dør i hele verden

For at kunne svare på Jonas’ spørgsmål har vi taget kontakt til én, der ved noget om emnet.

Anette Bruun Jensen er lektor ved Københavns Universitet og forsker i bier, og hun er ligesom Jonas bekymret for verdens bestande af bier, der i mange lande har været på retur gennem mange år.

Det er specielt gået ud over de meget specialiserede bier, men også honningbierne har oplevet store mandefald gennem de seneste 10 år.

Anette Bruun Jensen fortæller, at det kan være en god idé at købe honning, hvis man vil hjælpe bierne, for når efterspørgslen er stor på honning, kommer der flere biavlere, og det giver flere bier.

Dog mener hun ikke, at man bør fokusere på økologisk honning. I hvert fald ikke i Danmark.

»Reglerne for økologisk honning er utroligt restriktive i Danmark, så hovedparten af vores økologiske honning er importeret fra andre lande. Derfor vil jeg anbefale Jonas, at han køber dansk honning, økologisk eller ej, for det vil have en gavnlig effekt her,« siger Anette Bruun Jensen.

Hele verden mister bier

Verdens bestande af bier har ifølge Anette Bruun Jensen haft nogle hårde årtier.

Bestandene er faldet over hele verden, og det seneste årti har været specielt slemt.

Blandt andet har man i USA oplevet store tab af honningbier, og fænomenet med massedødsfald blandt honningbier er også kommet til Vesteuropa og Danmark.

Årsagerne er ifølge Anette Bruun Jensen flere. Blandt andet er levebetingelserne for bierne blevet forringet, ligesom pesticider og sygdomme også spiller en stor rolle.

»Man kan som sådan ikke pege på én enkelt årsag til det store tab af honningbi-familier i USA og Vesteuropa, men flere forskellige faktorer spiller ind, og de stresser bierne i en sådan grad, at de går under. Derfor ser vi de mange tab af honningbi-familier, som vi gør,« fortæller Anette Bruun Jensen.

Vilde bier mangler blomster

De vilde bier har det desværre ikke bedre.

Specielt specialiserede bier, som ofte kun lever af nektar og pollen fra en enkelt eller en håndfuld planter, forsvinder i disse år.

Her er årsagerne mange gange, at de mister deres fødegrundlag og de steder, hvor de kan leve og overvintre.

Problemet er blandt andet, at man i Danmark og i mange andre lande har et meget ensformigt landbrug uden den variation i afgrøden og blomsterbestanden, som forskellige vilde bier skal bruge.

Dertil kommer, at vi har fjernet en masse naturlige hegn i landskaberne - eksempelvis hække af buske mellem marker - i ligesom vi fjerner alt ukrudt og blomster fra vejkanterne.

»Vi havde før i tiden meget mere ukrudt og bedre hegn, end vi har i dag, og dem mangler de vilde bier. Det har ledt til en nedgang i ikke bare de enkelte bibestande, men i hele biodiversiteten i den danske natur. Når blomsterne forsvinder, forsvinder bierne, og når bierne forsvinder, er der ingen til at bestøve blomsterne, og så forsvinder de begge to,« forklarer Anette Bruun Jensen.

De vilde bier lider desuden under brugen af pesticider på samme måde som honningbierne.

bier biavler vi uddød spørg videnskaben

Man kan blandt andet hjælper bierne ved selv at avle bier med et bistade eller to. (Foto: Shutterstock)

Verden kan komme til at mangle mad

Anette Bruun Jensen fortæller, at hun selv er meget bekymret over tilbagegangen i verdens bibestande.

Det er endnu ikke et stort problem, men hun betegner det som gul alarm, som vi bør tage seriøst.

Problemet er ifølge forskeren ikke kun, at vi mister bierne i sig selv eller de vilde blomster, men bierne spiller også en meget stor rolle i at bestøve de afgrøder, som verdens befolkning lever af.

I takt med at der kommer flere og flere mennesker i verden, stiger behovet for mad, og hvis bestanden af bier fortsætter med at falde, kan vi komme i en situation, hvor vi ikke har mulighed for at dyrke den nødvendige mad til at brødføde verdens befolkning.

Blomster i afgrøderne er ikke nok til at holde bestanden af bier oppe, da afgrøderne på et tidspunkt bliver høstet, og så er der ikke noget tilbage for bierne at spise.

»Jeg er reelt bekymret for den polineringskrise, som vi potentielt står overfor om nogle år. Nogle steder har vi heldigvis set en fremgang og er rykket over mod grøn alarm, blandt andet i England, hvor man har lavet nogle tiltag for at vende den skadelige tendens, men vi skal have resten af verden med for at undgå, at det går helt galt,« siger Anette Bruun Jensen.

Honningbier trives godt i byer

Hvad kan man så gøre? Her vender vi tilbage til Jonas’ spørgsmål.

Køb gerne en masse dansk honning, for det vil alt andet lige betyde, at der kommer flere honningbier i Danmark.

Anette Bruun Jensen foreslår også, at Jonas måske selv går hen og bliver biavler med sit eget lille bistade eller to.

Selv hvis Jonas bor midt i København eller Aarhus, er det, ifølge Anette Bruun Jensen, faktisk ikke umuligt at være biavler. Tværtimod.

»Vi har blandt andet selv lavet noget forskning, som viser, at bier trives rigtig godt i storbyer. Årsagen er, at de har føde hele året rundt på grund af blomster i parker, haver, på terrasser og så videre,« siger Anette Bruun Jensen og fortsætter: 

»På landet er der måske masser af spise om foråret, men efter at rapsen er afblomstret, er det for bierne en ørken uden særligt meget mad. Der er simpelthen ikke blomster nok. Derfor kan man sagtens holde bier midt i byen, hvis man vil gøre noget godt for bierne.«

Plant blomster og bihotel

Gælder det de vilde bier, kan man også som privatperson gøre noget for at hjælpe dem.

Man kan ifølge Anette Bruun Jensen plante blandt andet en masse krokus i sin have til de tidlige bier, hvis man altså har en have, men man kan også købe frøposer med en masse vilde blomster, som bierne vil elske.

Skal man være lidt stor i slaget, kan købe eller lave et bihotel bestående af hule sivrør til enlige bier eller humlebikasser, så bierne har et sted at yngle og overvintre

Ensartet landbrug er et problem

På det mere politiske plan er der et generelt behov for flere blomster i det danske landskab.

Hvis man vil hjælpe de vilde bier, kan kommunerne eksempelvis se på, om vejkanterne langs kommunens veje ikke kan være lidt mere overgroede med blomster.

Skal vejkanterne have en tur med græsslåmaskinen, kan man muligvis gøre det på tidspunkter af året, hvor skaden vil være mindst mulig for bierne, eventuelt i efteråret, når de alligevel er på vej til at gå i vinterhi.

Det er også en rigtig god idé at opsætte flere levende hegn bestående af planter og blomster, som bierne kan søge imod.

Problemet for mange af de vilde bier er, at de kun flyver meget korte distancer, så derfor skal der være korte afstande mellem de forskellige områder, hvor de kan hente nektar eller overvintre.

»Landbrugsområder bliver mere og mere ensformige og større og større. Det betyder, at bierne blandt andet ikke kan komme ind til midten af meget store marker eller krydse dem til et hegn eller et braklagt område med blomster på den anden side. Honningbierne kan flyve op til et par kilometer eller tre, men mange af de vilde bier kan ikke,« siger Anette Bruun Jensen.

Tak for spørgsmålet

For at opsummere kan Jonas altså først og fremmest købe dansk honning for at støtte de danske biavlere, som så forhåbentligt kvitterer ved at have flere bistader og dermed flere bier.

For det andet kan Jonas kaste sig ud i at være biavler selv, men hvis han ikke har mod på det, kan han plante nogle vilde blomster i sin have eller opsætte nogle bihoteller.

Vil han gå helhjertet ind i sagen og lægge pres på politikerne, skal det ske med at ønske flere naturlige hegn i Danmark samt flere braklagte marker med blomster og lidt mindre græsslåning langs de danske veje.

Vi håber, at Jonas kunne bruge svaret til noget.

Vi takker i hvert fald for det og kvitterer med en af vores flotte T-shirts.

Vi takker også Anette Bruun Jensen for at hjælpe os med et svar.

Sidder du med et spørgsmål, som du mener, at videnskaben skal kunne svare på, er du mere end velkommen til at sende det ind til os på sv@videnskab.dk.

Eller hvad med at købe én af vores tre bøger med en række af de bedste spørgsmål og svar: Hvorfor lugter mine egne prutter bedst?, og Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet? samt den seneste Hvorfor må man ikke sige neger?

Det sker