Bavianers sexchikane giver pote hos hunnerne
Kilde: 
07 juli 2017

Han-bavianer øger deres parringschance med 10-50 procent ved at være aggressive og dominerende over for hunnerne, viser et studie. (Foto: Shutterstock)

Noget tyder på, at sexchikane og tvang er en effektiv parringsstrategi i dyreriget.

Han-bavianer, der angriber og i det hele taget generer hun-bavianer, parrer sig i hvert fald også oftere med dem. Det skriver Science oven på et nyt studie.

Forskere foreslår endda, at resultaterne kan sige noget om mennesker: 

Biolog Susan Alberts studerer adfærden hos primater ved Duke University i Durham, North Carolina, og hun siger til Science, at studiet også »kan udlede noget om oprindelsen af mænds aggressioner mod kvinder.«

Over en 9-årig periode har zoolog Elise Huchard fra The National Center for Scientific Research i Montpellier, Frankrig, sammen med kolleger fulgt en gruppe chacma-bavianer i nationalparken i Tsabois i Namibia. 

Chacma-bavianen lever i flok med mange hanner og hunner, og hunnerne kan have flere forskellige partnere i løbet af et år. Hannerne er dobbelt så store som hunnerne, og der foregår en regulær kamp mellem dem, når de vil vinde retten til at parre sig med en hun.

Jo mere dominerende en han er, jo større er sandsynligheden for, at han får videreført sine gener.

Forskerne har omhyggeligt katalogiseret interaktionerne mellem hannerne og hunnerne i flokken, og selvom hannerne ikke direkte tvinger hunnerne til parring, så opdagede Elise Huchard, at der foregår et aggressivt magtspil:

Når én gruppe bavianer møder en anden gruppe bavianer, sker der ofte det, at hannerne begynder at jage og angribe deres egne hunner med bid og slag. Særligt dem, der er 'seksuelt modtagelige' (afsløret af et rødt og hævet bagparti), bliver angrebet, mens hannerne holder sig fra gravide eller ammende hunner, fortæller hun .

Angrebene følges ikke med det samme op med parring. I stedet kan der gå uger, og når hunnen så får ægløsning, har hun tendens til at parre sig med sin tidligere overfaldsmand. Faktisk stiger sandsynligheden for det med 10 til 50 procent.

Forskernes konklusion er, at hunnerne føler sig seksuelt intimiderede - og at de muligvis frygter voldelige følger ved at nægte.

Tidligere studier har vist en lignende adfærd hos chimpanser, og det får forskerne til at spekulere i, om adfærden er kendetegnende for primater - og om svaret på seksuel intimidering blandt mennesker måske skal findes i en lang evolutionær historie. 

Studiet er publiceret i Current Biology.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.