Der var engang, hvor det bare kørte derud af for Danmark. Dengang i 1990’erne hvor vi vandt EM-guld og Nobelprisen i Kemi.
Men siden da er det ligesom gået i stå.
Hverken fodboldspillerne eller forskerne har formået at hive nogle medaljer hjem. I hvert fald ikke i den helt tunge klasse.
I sidste uge blev der igen uddelt Nobelpriser, og Danmark vandt lige akkurat nul og niks. I år er der faktisk gået præcis 20 år, siden sidste Nobelpris landede i hænderne på en dansk forsker.
Hvad er der sket, siden vi aldrig vinder noget mere?
Det har tre forskere diskuteret i denne uges podcast på Videnskab.dk. De kommer med hvert deres bud på, hvordan vi får en ny, dansk Nobelprisvinder.
Jens Christian Skou vandt Nobelprisen
Men inden vi kommer til, hvordan man vinder en Nobelpris, må vi lige et smut forbi den dansker, som rent faktisk har vundet en – nemlig Jens Christian Skou.
Han opdagede natrium-kalium-pumpen. Altså, den pumpe, som sidder i alle vores cellers overflade og spytter natrium ud af cellen og suger kalium ind i stedet, så der er forskel på spændingen inden i og uden for cellen.
Uden natrium-kalium-pumpen kunne vores celler ikke eksistere. Og uden viden om natrium-kalium-pumpen gav det altså ikke mening, at vi eksisterede.
Men det fik Jens Christian Skou heldigvis styr på i 1940’erne, hvilket førte til en Nobelpris i kemi i 1997. Og så kan man da godt føle, at den blev vundet på vegne af hele Danmark, selv om man måske ikke helt forstår, hvad pumpen kan.
En ny vinder af Nobelprisvinder-prisen
Simon Glerup, der er lektor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, har godt nok ikke vundet en Nobelpris ligesom Jens Christian Skou, men til gengæld har han vundet Jens Christian Skou-prisen.
Det er en pris, som gives til forskertalenter på Aarhus Universitet – forskertalenter, som måske en dag kan vinde en Nobelpris.
»Det er en enorm anderkendelse og et vigtigt skulderklap,« fortæller Simon Glerup i denne uges podcast.
Ifølge Simon Glerup kræver det tre ting, at hans eller andres forskning skal kunne føre til en Nobelpris:
- Længerevarende bevillinger til unge forskere, så de ikke er afhængige af en professor, men har noget frihed uden at risikere at miste deres indkomst.
- Økonomiske startpakker til unge forskere med idéer.
- Grundforskningscentre, hvor unge forskere kan få lov at prøve deres idéer af sammen og ikke er afhængige af universiteterne.
Nedskæringer får forskningstalenterne til at flygte
Simons Glerups pointe om, at der skal investeres flere penge i unge forskere, er Jane Hvolbæk Nielsen enig i. Hun er medlem af bestyrelsen for Danmarks Frie Forskningsfond, institutdirektør på DTU Fysik og professor i fysik.
Jane Hvolbæk Nielsen forklarer, at pengene er nødvendige for at kunne betale lønninger og forskningsudstyr. Et forskningsprojekt er nemlig som en lille virksomhed, hvor det hele skal hænge sammen økonomisk.
På finansloven 2016 er den samlede bevilling til forskning blev skåret ned, og det samme er fonde til unge forskere, forklarer Jane Hvolbæk Nielsen i podcasten.
\ Læs mere
»Nedskæringerne har gjort ondt. Der er færre midler, og de talenter, der var klar til at følge deres egne karrieredrømme, de har langt sværere ved det. Vi mister simpelthen nogle af dem,« fortæller Jane Hvolbæk Nielsen.
Mange af de talentfulde forskere flygter simpelthen fra stedet, og vil hellere lave noget, som, de mener, har mere værdi end at sidde og søge penge.
»Det er på godt jysk ‘rigtig træls’,« fortæller Jane Hvolbæk Nielsen og tilføjer, at det kan være skadeligt på den lange bane, hvis vi mister nogle af talenterne fra en hel generation.
Forskningens svar på U21-holdet
Vi må lige tilbage til fodbolden, hvis vi skal forstå, hvad forskningstalenter er, og hvordan man udvikler dem.
Efter bacheloren, kandidaten og ph.d’en er næste trin at blive postdoc. Her har forskeren nogle to-årige stillinger, hvor de er knyttet til forskellige forskningsprojekter. Og det er her, der talentudvikles, inden de unge forskere kommer op i de helt tunge kredse.
Og netop på fodboldlandsholdet skal svaret findes. For når de unge forskere forsvinder, svarer det til, at spillere på U19- og U21-holdene finder på noget andet at lave end at spille bold.
Det er altså talentudviklingen af en forskningskarriere, som går tabt. Og det får man ikke noget A-landshold ud af.
Et stærkt forskningsmiljø er afgørende
Det handler selvfølgelig ikke kun om talentudviklingen, men også om holdet. Ifølge Jane Hvolbæk Nielsen er det nemlig vigtigt, at de unge forskere kan udvikle deres idéer sammen med andre.
»Der skal være stærke miljøer, som de unge forskere kan gå ud til i Danmark, men de skal også ud til stærke forskningsmiljøer i udlandet. Så skal de komme hjem igen med nye idéer og erfaring,« fortæller Jane Hvolbæk Nielsen i podcasten.
Ifølge hende er det nemlig afgørende, at man kan diskutere sine idéer med andre forskere. Både inden for det samme felt, men også tværfagligt. Det er derfor vigtigt for forskertalenterne, at de har et stærkt forskningsmiljø.
»Det er ved kaffemaskinen, man kan risikere at få den gode idé,« fortæller Jane Hvolbæk Nielsen i ugens podcast.
Balance mellem konkurrence og støtte
For at forskerne kan springe ud som forskerspirer, skal de gå fra at være en del af en andens forskningsprojekt til at bygge et selv på baggrund af deres egen idé. Og det kræver penge, som forskerne skal søge i forskellige forskningsfonde.
Der er mange om buddet til disse forskningsmidler, og selvom der ifølge Jane Hvolbæk Nielsen ikke er nok puljer, er konkurrencen en god ting for forskerne, ligesom det gælder i sportsverdenen.
»Fodboldspillere, der skal ud og hente sponsorater, er måske lige lidt mere på, når man skal ud og hente penge hjem til klubben. Konkurrence er sundt, men det kan også blive for meget,« fortæller Jane Hvolbæk Nielsen.
Lige netop denne balance mellem basisfonde, som støtter forskerne på universiteterne, og de konkurrencefonde, som de kan søge midler fra, mener hun, er god. Men der mangler flere penge i begge fonde.
»Balancen er okay, men kagen er for lille. Der skal flere penge til både basisfonde og konkurrencefonde,« fortæller Jane Hvolbæk Nielsen
Mere tålmodighed og mindre pres på forskerne
Heine Andersen, der professor emeritus på Sociologisk Institut på Københavns Universitet, har også et bud på, hvordan vi får opfostret nye Nobelprisvindere her i landet. Svaret skal vi finde hos den sidste, der rent faktisk vandt en Nobelpris.
Han peger nemlig på Jens Christians Skous egne beretninger fra dengang, hvor han fik idéen til natrium-kalium-pumpen.
Jens Christian Skou var faktisk slet ikke ude efter at finde den famøse ion-pumpe, men var derimod i gang med at lave grundforskning.
»Det var jo meget anderledes med friere rammer og meget større tålmodighed fra professorerne på instituttet, og han havde ikke det publiceringspres, som unge forskere har i dag,« fortæller Heine Andersen i ugens podcast.
Ifølge ham er der brug for større basisbevillinger og et system, hvor der er plads til større tålmodighed og frihed, hvis Danmark igen skal vinde en Nobelpris
Han mener nemlig, at problemet skal findes i den måde, hvorpå forskningen er bygget op i dag. Især presset på unge forskere om, at de hele tiden skal publicere nye resultater, kan være en kæp i hjulet for det helt banebrydende gennembrud.
Publiceringspresset dræber kreativiteten
»Med det publiceringspres der i dag, så tilskynder man sig en forskningsstil, hvor man satser på nogle relativt sikre resultater. Man undgår altså mere risikable projekter, som måske kunne give nogle overraskende og helt nye resultater, som ville rykke noget i forskningsverdenen,« fortæller Heine Andersen i ugens podcast.
Det er lige netop disse de uventede resultater, som kan føre til en Nobelpris.
Og selvom naturvidenskab ofte synes at være formler, tal og komplekse systemer, peger Jane Hvolbæk Nielsen på, at forskning er en kreativ proces.
»De, der får nobelprisen, det er jo nogle af dem, der får nogle nye ideer og opdager noget helt skelsættende, der aldrig er set før.«
Hun tror, at der er potentiale for en ny dansk Nobelprisvinder inden for de næste tyve år, men at det noget, der skal investeres i.
»Man kan ikke styre, hvem der får nobelprisen ved at satse alle pengene på ét enkelt talent. Man bliver nødt til at skyde med spredehagl og sørge for, at de har rimelige muligheder for at være kreative,« fortæller Jane Hvolbæk Nielsen.
Jens Christian Skou: Sådan vinder vi flere Nobelpriser
I et interview, lavet af Aarhus Universitet, og som du kan høre i denne uges podcast, fortæller Jens Christian Skou, der i dag er 99 år, hvad, han mener, grunden er til, at danske forskere ikke længere vinder Nobelpriser.
Ifølge ham kan det være svært at skabe en grundlag for at søge penge fra forskningsfonde.
»For at undersøge, hvad man gerne vil, skal man jo søge penge et eller andet sted, men hvis man er ung, har man jo ikke lavet noget. Så har man ingen baggrund at søge på,« fortæller Jens Christian Skou i lydklippet.
Men det handler ikke kun om de penge, som forskerne selv kan søge, men også dem, der bliver tildelt af politikerne.
»Jeg prøver at sammenligne det at lave forskning med at bore efter olie. Selvfølgelig skal man poste penge i den boreplatform, der giver olie, men man skal også hele tiden bore nye huller for at finde nye oliekilder. Vi ved, at man skal bore ni gange i gennemsnit for at finde olie,« fortæller Jens Christian Skou i et klip i ugen podcast.
\ Læs mere
I sidste ende handler det altså om at smide flere penge efter nye forskningstalenter, mener også Jens Christian Skou.
»Man skal være villig til at satse, og man skal være villig til at lade mennesker afprøve deres idéer for at få en mulighed for at finde noget nyt,« fortæller i Jens Christian Skou i lydklippet i ugens podcast.