Gigantisk død hval ligner kæmpeblæksprutte

(Video: Patasiwa Kumbang Amalatu)

16 maj 2017

Et enormt kadaver er skyllet op på den indonesiske ø Seram og vækker opsigt verden over.

Ved første øjekast kan det ligne en gigantisk blæksprutte, men det er altså en slags bardehval, slår flere forskere nu fast. Det skriver huffingtonpost.com.

Hvalen er hele 15 meter lang.

»Kæmpeblæksprutter er hvirvelløse dyr, og der er klart knogler synlige fra kæbe og kranium, så jeg er meget sikker på, at det er en slags hval,« siger Regina Asmutis-Silvia ifølge huffingtonpost.com. Hun er seniorbiolog og direktør i den nordamerikanske NGO Whale and Dolphin Conservation.

Og det er Edith Widder, seniorforsker og direktør i den amerikanske forskningsenhed Ocean Research & Conservation Association, enig i.

»Mit gæt er, at det er en bardehval,« siger hun til huffingtonpost.com og tilføjer, at det dog er svært at afgøre kun ud fra billederne.

Til livescience.com siger havbiolog på Hampden-Sydney College i USA, Alexander Werth, at det eneste dyr, vi kender med denne størelse, er hvaler. Desuden afslører to andre faktorer, at der er tale om en bardehval:

  1. Rillerne af elatisk væv ved halsen
  2. Overkæben, hvor de to barder ville have været.

Barder er plader af keratin, der hænger ned fra overmunden hos bardehvaler og bruges til at filtrere mad i hvalens mund.

På billederne kan man se den forrådnede hval gøre vandet omkring den rødt. Lokale borgere har bedt statsmagten komme og fjerne kadaveret.

pmd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.