Forskere: Verdens første dyr var ikke det, vi troede
Kilde: 
11 april 2017

Havsvampen (Porifera) var alligevel ikke verdens første dyr, sådan som de fleste forskere har troet i de senere år.

Det skriver sciencealert.com.

Det er en gruppe forskere fra Vanderbilt University i Nashville, USA, som ved hjælp af en ny genomanalyse mener at have opklaret det over 100 år gamle videnskabelige mysterium.

Ifølge forskerne er ribbegoplen (Ctenophora) således verdens ældste dyr.

LÆS OGSÅ: Klodens første dyr bevaret i særlig havbund

Om ribbegoplen eller havsvampen kom først, har længe været et stridsspørgsmål inden for det fylogeniske felt, som studerer evolutionær biologi ved hjælp af genetiske analysemetoder.

»Den nuværende metode er at samle store mængder genetisk data, analysere det og så argumentere for, at ens konklusioner er rigtige på grund af de forskellige forbedringer, man har foretaget i sin analyse. Det har fungeret forbløffende godt i 95 procent af tilfældende, men ført til tilsyneladende uforenelige forskelle i de sidste fem procent,« siger biolog Antonis Rokas fra Vanderbilt University til sciencealert.com.

For at komme disse uforenelige forskelle til livs har Rokas og kollegerne udviklet en ny måde at sammenligne gener på. De prøvede metoden af på 18 kontroversielle slægtskaber inden for evolutionsbiologien.

LÆS OGSÅ: Hvad er definitionen på et dyr?

»Tricket er at undersøge genomsekvensen fra forskellige organismer for at finde ud af, hvem der er deres nærmeste slægtninge. Man ser på et bestemt gen i en organisme - lad os kalde den A - og så spørger man, om den er tættest beslægtet til det tilsvarende gen i organisme B eller i organisme C. Og hvor tæt er slægtskabet?« forklarer Rokas.

Forskerne sammenlignede herefter de to hypoteser - havsvampen vs. ribbegoplen som verdens første dyr - ved hjælp af det, de kaldte et fylogenisk signal, dvs. i hvor høj grad understøttede disse omfattende genetiske sammenligninger hver af de to hypoteser?

Det er Rokas' opfattelse, at andre studier har tilskrevet for stor betydning til enkelte, usædvanlige gener, som har fordrejet resultaterne.

LÆS OGSÅ: Grønlands-ekspedition på sporet af klodens første dyr

I Rokas' og kollegernes undersøgelse scorede ribbegoplen væsentligt højere på det fylogeniske signal, og forskerne føler sig dermed overbeviste om, at den skal vippe havsvampen af tronen.

jo

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.