Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt. Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt. Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed. Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Forskere holder vejret: Første foto af sort hul måske på vej

Annonce:

Siden 4. april i år har observatorier over hele verden været linket til hinanden og vendt imod én specifikt genstand i Universet: Et sort hul. Det skriver The Independent.

Formålet er at fotografere et sort hul for første gang nogensinde, og eftersom et sort hul per definition er umuligt at se, fordi selv lys bliver trukket ind i det, er det ikke en let opgave, forskere har sat sig for.

Måden, hvorpå de håber at få et billede af det sorte hul, er ved at tage et foto, lige i det øjeblik stof bliver suget ind i det sorte hul. Når det sker, udsender det en kraftig radioaktiv stråling, som, forskerne håber, de kan fange på foto med teleskoperne.

Projektet, der hedder Event Horizon Telescope, placerer ekstremt gode teleskoper tusindvis af kilometer fra hinanden og kobler dem sammen, så man har et teleskop, der svarer til størrelsen mellem dem.

Et af de teleskoper, der i 2016 fik opgaven stillet, var det såkaldte Grønlandsteleskop med plads på Indlandsisen i Grønland. Sammen med et i Chile og et på Hawaii kan det skabe et kæmpeteleskop, der kan blive et af dem, der fanger det første billede af et sort hul. Det kan du læse meget mere om i artiklen ‘Hvordan ser et sort hul ud?’.

Teleskopernes model er et sort hul midt i Mælkevejen, som er 4,5 millioner gange større end Solen og ligger 26.000 lysår fra Jorden.

Fotograferingen begyndte den fjerde april og vil fortsætte til 14. april, hvor al den data, der er blevet indsamlet, skal gennemgås for forhåbentlig at finde et sort hul på et af fotografierne.

Annonce:

sj