Forsker: Har mennesket selv skabt Saharas ørken?
Kilde: 
15 marts 2017

For omkring 7.000 år siden begyndte Sahara at tørre ud. Inden det havde området, som vi i dag kender som verdens største ørken, været grønt og frodigt.

Grunden til udtørringen er omstridt, men størstedelen af forskere har peget på ændringer i jordens kredsløb eller i plantevæksten i området som hovedårsager til, at Sahara blev til en ørken.

Den tankegang bliver nu udfordret af arkæolog David Wright fra Seoul National University i Sydkorea, der har forsket i, hvordan menneskelig aktivitet skaber ændringer i jordens økosystem og klima, skriver ScienceDaily.

Blandt andet har han læst studier, der foreslår, at mennesket i sidste del af stenalderen begyndte at ændre landskabet omkring sig i en sådan grad, at det ændrede på det regnfulde vindsystem kaldet monsunen.

Monsunen, der særligt rammer Asien og indikerer, at regntiden er gået i gang, ændrede simpelten bane.

Han fandt ud af, at de første begyndende samfund i området omkring Nilen, Saharas eneste blivende flod, for omkring 8.000 år siden begyndte at ændre på den omgivende natur. Mennesket begyndte at sprede sig mod vest og i samme omfang, mennesket bredte sig, blev græs- og kratvegetation mindre i området.

Da mennesket begyndte at dyrke sine egne afgrøder fik det for alvor konsekvenser for det eksisterende økosystem.

Med husdyrenes indtog blev mere af den naturlige vegetation fjernet, og det øgede et fænomen, der kaldes albedo: 

Når solens stråler rammer jordens overflade, bliver en del af strålingen reflekteret tilbage. Når der er mindre vegetation, bliver mere stråling tilbagereflekteret, og det påvirker atmosfæren.

Det betyder blandt andet, at der bliver mindre monsun og dermed mindre regn, og derfra er det ikke svært at forestille sig, at udtørring af et område kan være en direkte konsekvens.

Næste skridt for forskeren bliver at bore ned i de floder, der engang har flydt gennem Sahara i massevis.

De indeholder nemlig årtusinder gamle 'optegenelser', der kan kaste lys over, hvordan mennesker har levet - og dermed hvordan mennesket har haft indflydelse på naturen.

Studiet er offentliggjort i Frontiers in Earth Science. 

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.