Fiskeleret fra Stevns Klint i det østlige Danmark er verdensberømt.
Det er nemlig det bedste sted i verden at se den berømte, 66 millioner år gamle geologiske grænse mellem de to tidsperioder Kridt og Palæogen (som tidligere hed Tertiær), og i 2014 blev klinten erklæret for verdensarv af UNESCO.
Selve grænsen mellem de to tidsperioder ses tydeligt i klinten som et tyndt linseformet lerlag, der adskiller det hvide, fine skrivekridt fra den grovere overliggende bryozokalk.
Det, der gør fiskeleret så berømt, er, at det har været med til at løse en del af gåden om, hvad der udløste den store massedød ved slutningen af Kridttiden, hvor over halvdelen af alle dyr på jorden uddøde – deriblandt dinosauerne.
Denne artikel er oprindeligt bragt i Aktuel Naturvidenskab – et landsdækkende tidsskrift med nyheder og baggrund fra den naturvidenskabelige verden.
Aktuel Naturvidenskab har til formål at synliggøre naturvidenskab i det danske samfund og er primært skrevet af fagfolk.
Fiskeleret indeholder nemlig en forhøjet koncentration af grundstoffet iridium, der er meget sjældent på Jorden, men som findes i større mængder i meteoritter.
Det var dét, der i 1980 fik Walter og Luis Alvarez til at fremsætte den banebrydende og kontroversielle teori om, at en asteroide på cirka 10 kilometer i diameter ramte Jorden og var med til at udløse den store massedød, der afsluttede Kridttiden.
Siden da har fiskeleret næsten været synonymt med nedslaget og iridium-indholdet. Men hvad der sjældent nævnes er historien bag navnet ‘fiskeleret’, for kan man virkelig finde fossile fisk i det?
Fiskeleret, en gammel historie
Enhver, der har stået med et stykke af fiskeleret i hånden eller betragtet det tynde lerlag, som det løber i klinten, vil have bemærket, at man stort set aldrig finder fossiler i det. Så hvordan kan det være, at lerlaget fik det besynderlige navn, og hvem var personen, der fandt på det?
Den geologiske litteratur over Stevns Klint strækker sig flere hundrede år tilbage i tiden.
Den første skriftlige beskrivelse af klinten får man i 1759, hvor den danske naturforsker Søren Abildgaard på opfordring fra Christian 5. skrev afhandlingen ‘Beskrivelse over Stevns Klint og dens naturlige mærkværdigheder’ hvori han omtaler »… en tynd bruunrødagtig jordskorpe som bedækker det øverste kridt eller kalkstenslag…«.
Abildgaard omtaler ikke fund af nogle fossiler i laget og tilknytter heller ikke noget specifikt navn til det.
Næste gang, lerlaget omtales i litteraturen, er af den danske geolog Georg Forchhammer, der i sin afhandling ‘Om de Geognostiske forhold I en deel af Sjælland og Naboeöerne’ fra 1826 betegner lerlaget som »…et tyndt lag af skifrigtler… med en dyb furet musling, haitand og en zoophyt.«
Så her omtales altså for første gang fossiler fra laget, men der gives ikke noget specifikt navn til det. I 1853 udgiver Forchhammer bogen ‘Danmarks geognostiske forhold’, men her bliver grænselaget blot omtalt som et tyndt lerlag.
Lerlaget med fiskefossiler kaldes fiskeler
Den engelske geolog Charles Lyell besøger Stevns i 1836 og skriver en afhandling i 1837 med titlen ‘On the Cretaceous and Tertiary strata of the Danish islands of Seeland and Möen’.
Heri beskriver Lyell laget som »…a layer of bituminous, laminated clay, from one to several inches in thickness…«, men nævner ikke tilstedeværelsen af fossiler.
Men det ændrer sig i 1849, da Forchammer udgiver afhandlingen ‘Det Nyere Kridt i Danmark’. Heri omtaler Forchhammer grænselaget både som et »Leerlag med talrige fiskefossiler« og mere henkastet som »Fiskeleer«.
Forchammer nævner, at fiskefossilerne er talrige, men uartikulerede, men at der eksisterer et enkelt, »… nogenlunde fuldstændigt skelet af en lille fisk der som forresten ikke er nøjere bestemt« i samlingen på Universitetsmuseet, hvad der i dag er Statens Naturhistoriske Museum.
Så navnet fiskeler optræder altså for første gang i litteraturen i 1849. Dette navn bliver brugt igen af en anden dansk geolog, F. Johnstrup, i afhandlingen ‘Om Faxekalken ved Annatorp i Skaane’ fra 1867.
Siden da har grænselaget heddet fiskeleret i den efterfølgende geologiske litteratur og er blevet oversat til henholdsvis ‘fishclay’ på engelsk og ‘Fishton’ på tysk.
Og angående fiskeindholdet kan man, hvis man sigter fiskeler eller betragter det i mikroskop, være heldig at finde samlinger af meget små usammenhængende fiskeknogler. Så der er altså fisk i fiskeleret.
\ Læs mere
Fisken i Fiskeleret
I udstillingen på Stevns Museum i Højerup, indgår en lille plade af fiskeler med et delvist bevaret fiskeskelet. Stykket har eksisteret i samlingen på Stevns Museum, så længe nuværende og pensionerede medarbejdere kan huske tilbage.
Der findes dog ingen data på, hvornår eller hvor det er indsamlet, og den geolog, der i sin tid var tilknyttet Stevns Museum og var med til at lave den første geologiske udstilling derude, er nu afdød, og der er ikke efterladt oplysninger om indsamling, lån eller donation af stykket.
Så hvor stammer dette stykke fiskeler med fiskeskelet fra?
Den eneste anden omtale nogensinde af et fund af et sammenhængende fiskeskelet i fiskeleret, er det stykke, som Forchhammer omtaler i 1849, og som skulle findes i Universitetetsmuseets samling.
Hverken stykket eller oplysninger om det eksisterer imidlertid i samlingen på Statens Naturhistoriske Museum.
Så er det muligt, at stykket fra Stevns Museum i virkeligheden er det stykke, som Forchhammer omtaler tilbage i 1849? Beskrivelsen, som Forchammer gav af stykket, som værende et »… nogenlunde fuldstændigt skelet af en lille fisk der som for resten ikke er nøjere bestemt.«, passer ret godt med stykket fra Stevns Museum.
I så fald er det altså sandsynligt, at der kun er fundet ét eneste sammenhængende fiskeskelet fra fiskeleret, og at det blev fundet for over 170 år siden!
Hvad for en fisk?
Uanset om fisken er den samme, som den Forchammer omtalte i 1849, som » … forresten ikke nøjere bestemt«, så er den pågældende fisk heller ikke siden blevet nøjere bestemt. Nu har vores nyeste undersøgelser vist, at det desværre heller ikke er muligt.
For selvom den bevarede del af skelettet er perfekt sammenhængende, mangler både hoved og hale, hvor mange af de træk, man bruger til at bestemme fiskene ud fra, findes.
Det tætteste, vi kan komme på en bestemmelse, er, at fisken kan henføres til Beryxfamilien, der regnes for en primitiv fiskefamilie.
Man kender Beryxfamilien helt tilbage fra starten af Kridttiden for omkring 135 millioner år siden, og det bemærkelsesværdige ved dem er, at Kridttidens former af familien kun adskiller sig ganske lidt fra de moderne former af familien.
Derfor er beryciderne af stor interesse i studiet af fiskenes udvikling.
