En superstjerne

(Video: Reid Gower)

Fysik har ligesom alle andre felter sine  superstjerner. Men hvem er det så - fysikkens Marilynn Monrow - fysikkens Steve Jobs?

Der er nok ikke så meget tvivl om, at Einstein indtager en førsteplads som verdens mest kendte fysiker - han er nærmest blevet fysikkens logo, og hans ansigt dukker op på første side, hvis man laver en google-billed-søgning på 'fysik' eller 'physics'.

 Jeg tror faktisk også, de fleste fysikere ville være enige i, at han er den mest geniale fysiker, der har været. Men han er ikke den mest rock’n’roll. Og det er ikke hans værker flest fysikstuderende har læst. Det er istedet Richard Feynmans.

Feynman fik Nobel-prisen

Hvad var det lige Feynman lavede, der var så stort?... Jo altså, han fik Nobel-prisen (for noget med kvante-elektrodynamik), men der er jo mange, der har fået Nobelprisen uden at blive fysik-rockstjerner af den grund.

Jeg synes, det største var, at han skrev en lærerbog. Eller rettere han holdt en række forelæsninger, som to af hans kolleger skrev ned i tre bøger under den samlede titel: 'The Feynmann Lectures'.

Bøgerne indeholder den grundlæggende fysik - forklaret på en levende og indsigtsfuld måde - der gør, at man ikke kan lade være med at elske det. Ikke kan lade være med at ville være fysiker.

Den første jul lå alle tre bind under juletræet

Jeg har to stærke minder om The Feynman Lectures. Det første er den jul, hvor alle tre bind lå under juletræet. Jeg kan huske duften af papiret. Jeg kan huske glæden ved at vende den næste side. Jeg kan huske, at jeg nærmest blev forelsket i ordene. Det andet minde er fra et besøg hos en italiensk kollega og veninde, som jeg havde i Frankrig.

The Feynmann Lectures stod også på hendes hylde. I hendes version var den oversat til italiensk, men den var lavet sådan, at man også fik den originale engelske version med samtidig.

For hver side på italiensk var der en side på engelsk. Da jeg sad på hendes gulv og bladrede gennem bøgerne, gik det for første gang op for mig, at fysik er ens ligegyldigt, hvor i verden man er. Det er ikke bare naturlovene, der er de samme. Fysikernes måde at gribe naturen an på er også den samme. Og ingen indfanger denne fysik-kultur bedre end Feynman.

I virkeligheden er alt det ovenstående bare en indledning til en lille film, jeg gerne vil dele med jer. Det er en film hvor Feynman taler om, hvordan han ser videnskab - og verden i det hele taget. Tror ikke, jeg vil give den yderligere kommentarer, bortset fra: Se den!

P.S. Selv Sheldon Cooper ser op til Feynman, -og det siger jo ikke så lidt. Her en lille BigBang-bid:

(Video: CBS/Big Bang Theory)

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud