Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt. Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt. Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed. Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

En amerikansk familie får hvert år 200 m2 havis til at smelte

Annonce:

Når du tager en flyvetur fra New York til London, kan du sige farvel til en kvadratmeter havis på Nordpolen. Hver gang et ton CO2 udledes i atmosfæren, koster det nemlig tre kvadratmeter arktisk havis, skriver sciencemag.org.

Det viser et nyt studie, som er publiceret i tidsskriftet Science.

Hvis både den lineære sammenhæng mellem CO2-udledning og smeltet is holder i fremtiden, og det samme er tilfældet med niveauet af CO2-udledning, beregner forskerne, at Nordpolen vil være isfri i år 2045.

LÆS OGSÅ: Nordpolen er på tynd is

Dette er langt tidligere, end nuværende klimamodeller har anslået. Studiet påpeger, at disse modeller undervurderer, hvor varm Nordpolen allerede er blevet, og hvor kort tid nedsmeltningen vil tage.

Ifølge Edward Maibach, direktør for Center for Climate Change Communication på George Mason University i Virginia, USA, giver det nye studie beslutningstagere en konkret illustration af konsekvenserne ved fossile brændstoffer:

»Konkret information er altid mere engagerende end abstrakt infomation,« siger han til sciencemag.org.

Annonce:

LÆS OGSÅ: Bekymrede forskere: Udbredelsen af havis i Arktis er rekordlav for årstiden

Forskerne indsamlede information om de årlige menneskeskabte udledninger af drivhusgasser og sammenlignede disse tal med historiske observationer af havisens på Nordpolen i september måned, hvor isen er på sit mindste. De kunne på den måde studere gennemsnittet i isdækningen i årene 1968 til 2000.

For at se, om det lineære forhold mellem CO2-udslip og havis også dukkede op i computer-simultationer, undersøgte forskerne 36 af de største klimamodeller i verden. De fandt det samme lineære forhold, men modellerne havde en tendens til at undervurdere mængden af smeltet is.

»Modeller er ikke perfekte, og hvis man kan bruge observationer alene til at forudse, hvornår Nordpolen vil smelte, er det måske på nogle måder bedre,« siger medforfatter af studiet Julienne Stroeve, der er ekspert i havis-målinger ved National Snow and Ice Data Center i Colorado, USA, til sciencemag.org.

LÆS OGSÅ: Mængden af havis når bundrekord i Arktis

Ifølge studiet vil det årlige CO2-udslip fra en gennemsnitlig amerikansk familie på fire mennesker få næsten 200 kvadratmeter is til at smelte. På tre årtier vil den samme familie være ansvarlige for at have smeltet et isareal, der svarer til en amerikansk fodboldbane.

Studiet påpeger også, at enhver person i USA er ansvarlig for ti gange så meget smeltet is hvert år end en person i Indien.

Annonce:

pmd