Overraskende: Dyr uden hjerne sover også
25 september 2017

Det kan godt være svært at opdage med det blotte øje, men vandmænd i slægten Cassiopeia tager sig også en skraber om natten, når de har brugt en lang dag på at svømme rundt i vandet.

Det fortæller amerikanske ph.d-studerende fra California Institute of Technology i et nyt studie, skriver The Washington Post.

Opdagelsen har overrasket forskerne, da søvn normalt er forbundet med en hvileperiode i hjernen, og vandmænd har jo som bekendt ikke nogen hjerne.

Forskerne fandt tre tegn på søvn hos vandmændene:

  1. Vandmændene var 30 procent mindre aktive om natten. Når man kastede mad ned i tanken, blev de til gengæld straks aktive.
  2. Vandmændene havde på nogle punkter en opvågningsperiode, hvor det tog tid, før de igen kunne blive aktive.
  3. Når forskerne 'prikkede' til vandmændene ved at skubbe vand ind i dem hvert 20. minut hele natten, svømmede vandmændene dagene efter rundt i 'døs', og den følgende nat sov de mere, end de plejede.

Opdagelsen kan potentielt fortælle os noget om søvnen som en fundamental proces, der kan være udviklet tidligere, end vi før har troet.

Cassiopeia-slægten hører biologisk til cnidarierne eller 'nældedyrene' - en gruppe af dyr, der er 700 millioner år gammel.

De var blandt Jordens første dyr, og det gør Cassiopeia ideel til at undersøge søvnens evolutionære oprindelse, skriver The Washington Post.

Studiet er publiceret i Current Biology.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.