Dinosaurudryddelsen skabte måske paradis for frøer
Kilde: 
04 juli 2017

Da dinosauerne forsvandt fra Jordens overflade, skabte det måske et mekka for frøer. Det viser ny forskning, skriver Sciencemag.org

Efter udryddelsen for cirka 66 millioner år siden, da dinosaurerne forsvandt, begyndte frøarter nemlig at sprede og udvikle sig hastigt. 

Sådan lyder konklusionen på et slags artudviklingsstamtræ, som en række forskere har kreeret.

Ved at undersøge hundredevis af DNA-stykker fra frøer har de kunnet lave evolutionsdiagrammet, der viser, hvordan forskellige frøarter er opstået og har udviklet sig gennem tiden.

Og her har det altså vist sig, at frøerne ikke opstod i tidsperioden før dinosauerne, men at 88 procent af frøarterne i stedet kom til i perioden omkring dinosaurernes udryddelse. Det inkluderer blandt andet alle træfrøer, der – som navnet antyder – bruger det meste af deres tid i træer. 

»Der er tre slægter, der bare var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og de eksploderede bare helt vildt,« siger David Wake, der herpetolog ved University of California, Berkeley og medforfatter på studiet, ifølge NPR.org

Studiet, der er publiceret i Proceedings in the National Academy of Sciences, forklarer eksplosionen med, at frøerne – ligesom mange andre arter – 'greb muligheden' for at udvikle og formere sig, da dinosaurerne pludselig ikke var en trussel længere. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.