Diabetesforsker får hæderspris på 6 millioner kroner
08 september 2017

Philipp Scherer er lidt af en stjerne indenfor diabetesforskning, og nu er han blevet tildelt Novo Nordisk Fondens største pris.

Det skriver fonden i en pressemeddelelse

Philipp Scherer er blevet anerkendt for sit omfattende bidrag til forskning i diabetes, der blandt andet tæller opdagelsen af, at fedme ikke i sig selv er en årsag til type 2-diabetes. I stedet fungerer det nærmest som en beskyttelse, fordi det holder fedtstof i fedtcellerne og dermed beskytter det omkringliggende væv.

Gennem sin karriere har han udgivet næsten 350 artikler i tidsskrifter, og han er blevet citeret 40.000 gange. 

Prisen, som han modtager, bærer navnet EASD–Novo Nordisk Foundation Diabetes Prize for Excellence 2017, og det er European Association for the Study of Diabetes (EASD), der nedsætter en panel, som vælger vinderen, mens Novo Nordisk Fonden står for pengepræmien: Seks millioner kroner. Heraf er en million en personlig hæder, mens fem millioner kan bruges til forskning. 

»Dr. Scherer er én af de mest kreative forskere på diabetesområdet. Han har ændret vores forståelse af patofysiologien for fedme og type 2-diabetes,« siger Ju-leen Zierath, der er professor og formand for EASD.

Prisen uddeles i Lissabon 13. september. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.