Strømningerne i Solens indre, kaldet ‘the meridional circulation’ eller ‘the great conveyor belt’, er for tiden er langt hurtigere end normalt.
Nu er Robert Cameron og Manfred Schüssler fra Max Planck Instituttet for solfysik kommet med en teoretisk forklaring på dette.
Strømninger i Solens indre
Strømningerne, der skyldes Solens rotation, transporterer materiale fra Solens ækvator mod polerne nær overfladen.
Disse strømninger er fundamentale for en lang række af de dynamo-modeller vi bruger til at forklare Solens cyklus med.
Der har længe være spekuleret i, at ændringer i disse strømninger kunne føre til ændringer i styrken og specielt længden af Solens cyklus.
Det vakte derfor stor interesse, da to artikler i starten af i år kunne præsentere målinger af strømningerne i Solens indre, der netop viste, at strømningerne har ændret sig i takt med de manglende pletter på Solens overflade.
Det virkede sandsynligt, at det måtte være de målte ændringer i Solens strømninger, der havde ført til de manglende pletter på Solens overflade. Og dog …
Hønen og ægget
Strømningerne i Solens indre er tæt forbunden med Solens rotation og Solens dynamo. Ændrer den ene sig markant, vil de andre med stor sandsynlighed også ændre sig. Det er med andre ord spørgsmålet om hønen og ægget. Hvad kom først og hvad fører til hvad?
Robert og Manfred har ikke afgjort spørgsmålet om hønen og ægget. De har i stedet vist, at de målte ændringer i strømningerne i Solens indre ikke er udtryk for, at de store globale strømninger i Solens indre har ændret sig.
I stedet er ændringer udtryk for, at pletterne på Solens overflade ændrer strømningerne lokalt omkring solpletterne. Når der således over en længere periode, som den vi har oplevet de sidste par år, stort set ingen pletter er på Solens overflade, så mangler Solen så at sige disse lokale ændringer i strømningerne.
Lokale ændringer mangler
Altså: De målinger af ændringer i strømningerne i Solens indre, der kom frem tidligere i år, er ikke udtryk for, at de globale strømninger i Solens indre har ændret sig, med medfølgende ændringer i længden af Solens cyklus til følge.
De målte ændringer er udtryk for, at de manglende pletter på Solens overflade har ført til, at strømningerne ikke oplever de lokale ændringer omkring solpletterne, som strømningerne gør under normal solaktivitet.
Vi mangler stadig en forklaring
Tilbage står vi nu, uden en fysisk forståelse af mekanismen bag de manglende pletter på Solens overflade. Et af de mest åbne spørgsmål lige nu er, om de manglende pletter på Solens overflade skyldes, at styrken af Solens cyklus er faldet eller at perioden er blevet forlænget.
Begge dele ville kunne forklare det lave antal pletter på Solens overflade de sidste par år. Men forskerne skændes i disse måneder indbyrdes om, hvorvidt det er styrken eller perioden der er ændret.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
