Dansk forskning hitter i udlandet
23 december 2016

Dansk forskning ligger i toppen af verden på en række parametre ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriets nye årsevaluering, Forskningsbarometer 2016.

Danmark er således nummer 3 i OECD målt på, hvor ofte videnskabelige udgivelser bliver citeret, mens vi ligger helt i top, når det gælder offentlige investeringer i forskning og udvikling (ift. procent af BNP). Derfor forsker vi i det hele taget meget - kun Schweiz har flere videnskabelige produktioner per indbygger end Danmark.

LÆS OGSÅ: Dansk forskning tager udlandet med storm

»I Danmark prioriterer vi forskning højt, for det er forskningen, der skal være med til at bringe os godt ind i fremtiden. Derfor er det også helt afgørende, at dansk forskning har høj kvalitet og kan bruges af andre forskere og af erhvervslivet. Opgørelsen her viser, at dansk forskning har stor gennemslagskraft, og at forskningen er relevant for virksomhederne. Det skal vi glæde os over og være stolte af,« udtaler uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i pressemeddelelsen

Det er især inden for fagområderne medicin, sundhed og ingeniørvidenskab, at dansk forskning har stor gennemslagskraft. Her bliver dansk forskning citeret henholdsvis 98, 93 og 89 procent mere end forventet i forhold til verdensgennemsnittet for samme type publikationer.

LÆS OGSÅ: Internationalt panel: Dansk forskning er et imponerende sundt økosystem

Til gengæld er der udfordringer i forhold til erhvervslivet. Mens Danmark topper målt på udgivelser lavet i samarbejde med erhvervslivet, så ligger dansk forskning kun nummer 10 i OECD med hensyn til investeringer fra erhvervslivet.

»Det er erhvervslivet, der driver væksten i Danmark, og derfor er det også vigtigt, at erhvervslivet selv investerer i forskning og udvikling. Både virksomhederne selv og samarbejdet med universiteterne skaber arbejdspladser og vækst i kraft af den forskning, som vi er så gode til,« siger Søren Pind.

LÆS OGSÅ: Få lande bruger flere penge på forskning end Danmark

jo

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.