For første gang nogensinde er det lykkedes forskere at finde et intakt eksemplar af den op til 90 centimeter lange pæleorm Kuphus polythalamia – et bløddyr i familien træborende, marine muslinger. Det skriver University of Utah i en pressemeddelelse.
»Den er nærmest bløddyrenes enhjørning,« siger mikrobiolog Margo Haygood fra University of Utah til The Washington Post.
Han er medforfatter til et nyt studie, der beskriver pæleormen, og som er publiceret i tidsskriftet PNAS.
»At være til stede under det første møde med et dyr som dette er det tætteste, jeg nogensinde vil komme på at være en naturalist fra det 19. århundrede,« siger Margo Haygood i pressemeddelelsen fra University of Utah.
Mennesker har kendt til eksistensen af de gigantiske pæleorme i århundreder. Deres skaller blev allerede beskrevet i det 18. århundrede og er forholdsvis almindelige, og pæleorm har især i tidligere tider forårsaget store ødelæggelser af trækonstruktioner i havvand.
Men da ingen nogensinde havde indfanget og studeret kæmpepæleormene videnskabeligt, vidste forskerne ikke særlig meget om dens historie, levesteder eller biologi.
»Vi havde en mistanke om, at kæmpepæleormen var radikalt anderledes fra andre træ-spisende pæleorme,« fortæller Margo Haygood i pressemeddelelsen.
Og den mistanke blev bekræftet.
I modsætning til andre pæleorme, borer kæmpepæleormen sig ikke ind i træ, der er skyllet ud i havet. I stedet borer den sig ned i dyndet og lever af gassen svovlbrinte, der lugter henad rådne æg.
Pæleormen lever i symbiose med særlige bakterier i dens gæller, der kan reducere CO2 til organisk kulstof under brug af energi, som de får ved samtidigt at oxidere svovlbrinte(til sulfat). Pæleormen optager og udnytter det organiske kulstof, som bakterierne producerer.
Som et resultat af denne symbiose er Kuphus polythalamias egne fordøjelsesorganer skrumpet igennem evolutionen, da den ikke længere har brug for dem.
\ Læs mere
on
