Mens tusmørket trænger sig på, glimter blå blade stadig på regnskovens bund.
Bladene tilhører den tropiske plante Begonia pavonina, og forskerne har ikke hidtil vidst, hvorfor dens blade var blå. Indtil nu, skriver popularmechanics.com.
Det viser sig nemlig, at de eksotiske blå blade er bedre til at hive energi ud af dæmpet lys end almindelige blade, og ikke nok med det – planten bruger kvantemekanik for at få fat i energien.
Det skriver forskerne i det nye studie, som netop er udgivet i tidsskriftet Nature Plants.
»Det er faktisk ret genialt. Planter er nødt til at klare sig mod alle de forhindringer, som bliver stillet op foran dem uden at løbe væk. Her ser vi beviset på en plante, der har udviklet sig fysisk for at manipulere den lille smule lys, den får. Det er ret fantastisk og en meget overraskende opdagelse,« siger Heather Whitney, der forsker University of Bristol i Storbritannien og er hovedforfatter på studiet, til popularmechanics.com.
LÆS OGSÅ: ‘Genopstandelsesplanter’ kan være svaret på verdens fødevaremangel
Whitney og hendes kolleger blev nødt til at studere en bastard-art af planten i deres laboratorium. Den naturlige begonia-plante, som vokser i den malaysiske jungle, er nemlig utrolig sart, vokser langsomt og dør, hvis ikke der er de helt perfekte omstændigheder for vækst.
Forskerne brugte et elektron-mikroskop for at kigge ind i bladenes cellestrukturer, og her viste det sig, at planten havde usædvanlige kloroplaster, der kan siges at være planters kraftværker. De er cellulære kapsler, der indeholder alt det nødvendige maskineri for at kunne udføre fotosyntese.
Kigger man inden i kloroplasterne, vil man i de fleste planter se tårn-lignende konstruktioner kaldet thylakoider, som ser mere eller mindre tilfældigt placeret ud. Men i Begonia pavonina er de utroligt pænt struktureret.
Og nu kommer hemmeligheden: lyset sænker farten, når den passerer plantens kloroplaster. Den præcise placering af thylakoiderne får bladene til at virke som tykke krystaller for sollyset.
Lys bevæger sig altid med den samme hastighed i et vakuum, men det sænker farten, når det passerer gennem forskelligt materiale. Effekten er i kvantemekanikken kendt som ‘langsomt lys.’
Den aftagende fart i lyset kombineret med plantens større indtag af rød-grønt lys øger effektiviteten af plantens fotosyntese med op til ti procent.
LÆS OGSÅ: Fisk og planter laver psykedelisk lysshow i havets dyb
ams