Atju! Vilde hunde i Afrika stemmer om gruppebeslutninger med nys

Kommunikerer hundene ved hjælp af nysen? (Video: Reena H. Walker, Andrew J. King, J. Weldon McNutt and Neil R. Jordan; Proceedings of the Royal Society B (2017)/ ScienceAlert)

08 september 2017

En forsker ved navn Neil Jordan fra University of New South Wales i Australien lagde for nylig mærke til noget mystisk, mens han studerede vilde hunde i Botswana i Afrika: 

Før hundene rejste sig efter deres hvil for at løbe ud på jagt, begyndte de at nyse påfaldende meget. 

Derfor valgte han med sin internationale gruppe kollegaer at optage hundenes lyde og fandt ud af, at hundene sandsynligvis nyser med vilje for at kommunikere med hinanden. 

Det skriver University of New South Wales i en pressemeddelelse

Tidligere har forskere hørt hundenes nys og troet, at det sker for at åbne op for luftvejene, inden de firbenede begiver sig ud på tur. Men de nye data viser, at hundene nyser så meget, at det ser ud til at være en måde at 'tale' med hinanden på og stemme om beslutninger.

»Jo flere nys der kom, jo større sandsynlighed var der for, at gruppen af hunde gik ud for at jage. Nysene virker som en slags stemmesystem,« siger Neil Jordan, der er en af forskerne bag opdagelsen. 

For at komme frem til det optog forskergruppen fem vilde hunde på 68 tidspunkter, lige inden de løb ud for at jage. Se optagelserne i videoen øverst.

Studiet er publiceret i Proceedings of the Royal Society B. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.